Claus Borre: Ali var meget mere end en fantastisk bokser
Muhammad Ali rundede i 1984 Claus Borres kommentatorboks under OL. - Han fyldte rummet, siger kommentator.
Claus Borre mødte Muhammad Ali under OL i 1984, da han inviterede bokseren op i sin kommentatorboks.
Claus Borre mødte Muhammad Ali under OL i 1984, da han inviterede bokseren op i sin kommentatorboks. Foto: Casper Balslev/Polfoto


Når hele verden begræder Muhammad Alis død tidligt lørdag morgen dansk tid, er det ikke bare, fordi en tidligere mesterbokser er faldet. Han var nemlig meget mere end bare en dygtig sportsmand.

Det siger sportsjournalist Claus Borre, der gennem mange år var boksekommentator på Danmarks Radio.

- Han var ikke bare en fantastisk bokser, men han var også et fantastisk menneske. Han involverede sig i racekonflikter, politik og kultur. Han var aktiv på alle mulige måder og ikke bare en sportsmand.

- Han var en stor personlighed og en kontroversiel mand. Det er derfor, han er så stor i dag. I nogen grad blev han derfor udnyttet lidt af Black Muslims (en yderliggående religiøs gruppe, red.) og nogle af de mest rabiate kræfter, siger Claus Borre.

Muhammad Ali markerede sig blandt andet i den politiske debat, da han nægtede at aftjene sin værnepligt i Vietnam. Det kostede ham hans boksetitler samt tre år uden for boksningen.

- Det var måske i de tre år, hvor han kunne have været allerbedst. Han var ikke typen, der gik på kompromis med noget.

- Som sports- og kulturpersonlighed er han unik. For mig er der ingen tvivl om, at han er det største sportsikon, der har og nogensinde vil have været, siger Claus Borre.

Han forklarer, hvorfor Muhammad Ali gjorde det så svært for sine modstandere i ringen.

- Han var hurtig, elegant og let til bens. Han skiftede taktik løbende. Han var ikke en udpræget puncher, men han kunne bokse kontra, og han kunne bokse offensivt. Ali var i stand til hele tiden at ændre stil og måde at bokse på.

- I "The Rumble in the Jungle" mod George Foreman boksede han rope-a-dope-taktikken. Han lod Foreman slå sig træt på ham, og da Foreman blev så træt, så blev han slået ned i ottende omgang, siger Claus Borre.

Sportsjournalisten havde selv fornøjelsen af at møde Ali ved De Olympiske Lege i 1984 i Los Angeles.

- Han sad et par rækker længere nede foran mig. Jeg havde sendt ham en håndskrevet seddel, hvor der stod, om han ville komme op i min kommentatorboks og kommentere på nogle af kampene.

- Han var sådan en, der fyldte rummet, samtidig med han var utrolig venlig og ydmyg. Han undskyldte nærmest sig selv, indtil kameraerne var på, hvor han så spillede skuespil og råbte og skreg.

- Han nåede dog kun lige at komme ind i min kommentatorboks og sige pænt goddag, inden der kom to af hans sikkerhedsvagter og hev ham ud og gav mig en mega skideballe for at have kontaktet ham, siger Claus Borre.

Muhammad Ali døde tidligt lørdag dansk tid på et hospital 74 år gammel efter 32 års kamp med sygdommen parkinsons.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.