CL-pligtsejr til KIF over besværlige tyrkere
KIF Kolding København havde uventet meget bøvl med at besejre Besiktas i Champions League.
Bo Spellerberg var en af sit holds allerbedste i det, der blev en mere vanskelig Champions League-kamp end ventet.
Bo Spellerberg var en af sit holds allerbedste i det, der blev en mere vanskelig Champions League-kamp end ventet. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


To point - og så hurtigt videre. Sådan tænker spillerne fra KIF Kolding København formentlig efter søndagens Champions League-opgør på hjemmebane mod Besiktas fra Tyrkiet.

De danske mestre var storfavoritter mod et hold, der allerede havde udspillet sin rolle i gruppen. Men det holdt temmelig hårdt med at sikre sig en sejr på 34-31.

Bare syv minutter før tid var stillingen 30-29 til værterne, som dog ikke svigtede, da det gjaldt.

Uden at ryste på hænderne satte det rutinerede mandskab tingene på plads i slutfasen.

KIF Kolding København stillede op uden venstrebacken Lasse Andersson og fløjen Martin Dolk, der begge er skadede.

Og efter en noget svingende start fik værterne tilsyneladende styr på tingene mod slutningen af første halvleg, der endte 19-16 i KIF's favør.

Kasper Hvidt havde ikke helt levet op til vanlig standard og blev en overgang pillet ud af målet til fordel for Marcus Cleverly.

Men da den tidligere landsholdsmålmand vendte tilbage i anden halvleg, var han blandt sit holds bedste sammen med Bo Spellerberg.

Tyrkerne blev dog ved med at bide fra sig, og derfor blev det ikke til andet end en pligtsejr uden ret meget festfyrværkeri.

Den betyder, at KIF Kolding København nu kun er to point fra at sikre sig andenpladsen i gruppen.

De skal hentes i de to sidste kampe i gruppen, som spilles i februar. Her venter henholdsvis Barcelona på udebane og Alingsås på hjemmebane.

Faktisk er førstepladsen også i spil, hvis det lykkes at slå Barcelona, der lørdag overraskende tabte for første gang i sæsonen med 31-34 til Wisla Plock.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.