Citys offensive hær tæver Sunderland på 25 minutter
Manchester Citys dyrt indkøbte offensiv leverede varen, da holdet slog Sunderland ud af Liga Cuppen.
Sergio Agüero scorede det første mål, da Manchester City sendte Sunderland ud af Liga Cuppen.
Sergio Agüero scorede det første mål, da Manchester City sendte Sunderland ud af Liga Cuppen. Foto: Scott Heppell/AP


Liga Cuppen er den lille pokalturnering i England, og det er her, storholdene normalt sparer en lang række af holdets stamspillere.

Men Manchester City-manager Manuel Pellegrini valgte at stille med det meste af sit offensive kavaleri til udekampen mod Sunderland, og det forskrækkede tilsyneladende hjemmeholdet.

I hvert fald leverede Sunderland en rystende ringe første halvleg fyldt med kostbare fejl, og det straffede Manchester Citys offensive stjerner effektivt med fire mål i sejren på 4-1.

Først udnyttede Sergio Agüero et straffespark efter ti minutter, og et kvarter senere gjorde nytilkomne Kevin de Bruyne det til 2-0.

Ti minutter senere var det hele afgjort. Først blev det 3-0 på et selvmål af Sunderland-keeper Vito Mannone, og et andet City-nyindkøb, Raheem Sterling, gjorde det til 4-0.

Svenskeren Ola Toivonen fik pyntet på resultatet syv minutter før tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.