City smider point hjemme efter stort forsvarskoks
Manchester City måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Southampton, men City topper Premier League med bedre målscore.
Manchester City havde Vincent Kompany med igen hjemme mod Southampton søndag, efter at belgieren har været ude med en skade i længere tid.
Manchester City havde Vincent Kompany med igen hjemme mod Southampton søndag, efter at belgieren har været ude med en skade i længere tid. Foto: Phil Noble/Reuters


Manchester City er tilbage på førstepladsen i Premier League.

Alligevel vil nogle måske mene, at Josep Guardiolas tropper befinder sig i en kritisk forfatning.

Søndag bød således på et pointtab på hjemmebane, hvor City måtte nøjes med 1-1 mod Southampton.

I ugens løb tabte City 0-4 til FC Barcelona i Champions League, og i den hjemlige liga har de senest tre kampe budt på uafgjort to gange samt et nederlag.

City topper dog Premier League med 20 point ligesom Arsenal, men City har en bedre målscore.

Hjemmeholdet havde igen Sergio Agüero med i startopstillingen, hvor Vincent Kompany var tilbage efter sin skade.

Dermed var Kompany med for første gang i denne sæson på City-holdet, der skulle forsøge at revanchere sig efter nederlaget til Barcelona.

City kom dog skidt ud af første halvleg, da Southamptons Nathan Redmond bragte gæsterne foran 1-0 efter lidt under en halv times spil.

Det skete efter en frygtelig forsvarsfejl af John Stones.

Den unge forsvarer ville spille bolden tilbage til en medspiller, men han kiksede fælt. Bolden røg direkte i fødderne på Redmond, der rundede City-keeper Claudio Bravo og sparkede bolden i mål.

Manchester City imponerede langt fra i første halvleg, men Stones troede, han havde gjort skaden god igen fire minutter efter sin store fejl.

Stones sendte bolden i Southampton-målet, og alle troede, der var udlignet, men dommeren fløjtede for offside i situationen på Agüero.

Dermed måtte City gå til pause bagud 0-1.

Det blev der dog ændret på ti minutter inde i anden halvleg. Leroy Sane modtog bolden i venstre side og viste stort overblik. Han sendte bolden ind i feltet, hvor Kelechi Iheanacho fik den over stregen til 1-1.

Pierre-Emile Højbjerg startede på bænken hos gæsterne, men efter 66 minutter kom den danske midtbanespiller på banen i stedet for Jordy Clasie.

Det lykkedes for gæsterne at stå imod Citys pres mod slutningen, og Guardiola måtte derfor acceptere det ene point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.