City rejser til Barcelona med håb
Joe Hart reddede et straffespark fra Lionel Messi, da Manchester City tirsdag tabte 1-2 til Barcelona i CL.
Målmand Joe Hart nappede et straffespark fra Lionel Messi i opgøret.
Målmand Joe Hart nappede et straffespark fra Lionel Messi i opgøret. Foto: Rui Vieira/AP


Manchester City blev udspillet i det meste af kampen, da det engelske mesterhold tirsdag aften på hjemmebane tabte 1-2 til FC Barcelona i Champions Leagues 1/8-finale.

Det kunne være endt værre for Manchester City, men målmand Joe Hart reddede i sidste sekund et straffespark fra Lionel Messi, og argentineren headede riposten forbi mål.

Redningen giver englænderne håb forud for returkampen 18. marts i Barcelona, siger Hart.

- Vi rejser til Barcelona med en gruppe fans, en tro på os selv, og vi giver det et skud, siger målmanden.

Hart blev tirsdag passeret to gange af den tidligere Liverpool-angriber Luis Suarez i første halvleg, mens Sergio Agüero reducerede for hjemmeholdet efter pausen.

- Vi kom tilbage i kampen i anden halvleg, og fik sat pres på. Kampens betydning hæmmede os ikke. Nogle gange går tingene ikke din vej. Det er 1-2 nu, men vi rejser til Barcelona med tro på os selv, siger Hart.

I sidste sæson mødtes de to klubber også i 1/8-finalen. Dengang vandt Barcelona med samlet 4-1.

Manchester City-manager Manuel Pellegrini medgiver, at Harts sidste sekunds redning giver englænderne tro på en overraskelse.

- Det var en meget vigtig redning. Selvfølgelig giver det os en bedre chance i Barcelona, fordi 1-3 havde været et meget svært resultat at komme tilbage fra, siger Pellegrini.

For Messis vedkommende var der tale om argentinerens femte afbrænder fra 11-meter-pletten i 10 forsøg i klub- og landsholdssammenhæng.

Men Barcelona-træner Luis Enrique har fortsat tiltro til Messi.

- Vi ved, at straffespark kan brændes, og Lionel kommer også til at tage det næste straffespark, siger Luis Enrique, som tilføjer:

- Selv hvis vi havde vundet 3-1, ville Manchester City ikke have været død og begravet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.