City overvinder Agüero-skade og sejrer over Everton
Manchester City er kun tre point efter Chelsea i toppen af Premier League efter 1-0-hjemmesejren over Everton.
Manchester Citys Sergio Aguero blev skadet i sejren over Everton.
Manchester Citys Sergio Aguero blev skadet i sejren over Everton. Foto: Jon Super/AP


Det lignede en rigtig skidt lørdag aften for Manchester City, da Premier League-topscorer Sergio Agüero efter en håndfuld minutter blev knæskadet og måtte udskiftes, men Manchester City overvandt det chok og sejrede 1-0 hjemme over Everton.

Sejren var yderst vigtig for Citys forsvarende mestre, efter at førerholdet Chelsea tidligere lørdag havde tabt til Newcastle. City er nu kun tre point efter Chelsea i toppen af tabellen.

Yaya Touré blev matchvinder for City midtvejs i første halvleg, da midtbanespilleren scorede sikkert på et straffespark.

Målet gav ro på City-holdet, hvor spillerne virkede en anelse rystede over Agüeros tidlige exit.

I de seneste uger har den argentinske angriber været nærmest ustoppelig for City. Det var en grædende Agüero, der lod sig udskifte. Skadens omfang kendes ikke.

Touré lå selv i græsset og havde ondt i knæet i første halvleg, men heldigvis for mestrene kunne han spille videre.

Værterne kunne ikke lukke kampen med yderligere en scoring, og selvom Everton ikke ligefrem vadede i chancer, så var det tæt på en udligning i slutfasen.

Evertons belgiske stjerneangriber Romelu Lukaku sendte en god afslutning af sted 10 minutter før tid, men City-keeper Joe Hart var klar og reddede flot.

Chelsea tabte tidligere lørdag med 1-2 ude til Newcastle. Det var Chelseas første liganederlag i sæsonen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.