Citat: Kurdere går fra terrorsag på grund af IS
Tiltalte i terrorsag i byretten går ud for at indsamle penge til kurdere, der angribes i Syrien og Irak.
Dommeren i sagen gav uden tøven de anklagede kurdere lov til at forlade retssalen.
Dommeren i sagen gav uden tøven de anklagede kurdere lov til at forlade retssalen. Foto: Per Johansen/free


10 kurdiske mænd er mandag formiddag udvandret fra Københavns Byret, hvor de anklages for terrorstøtte.

- Vi føler en stor grad af afmagt ved at sidde her i retslokalet, lyder det fra en af mændene.

De henviser til Islamisk Stats aktuelle angreb på kurdere i Irak og Syrien.

Omkring 130.000 kurdere skal være flygtet fra det nordlige Syrien til Tyrkiet, har den tyrkiske vicepremierminister oplyst mandag.

Mændene vil hellere bruge de sidste dage, hvor straffesagen mod dem behandles, på at indsamle penge til de nødstedte kurdere, lyder det.

Sagen mod dem har været i gang i mere end et år i byretten.

Et nævningeting skal afgøre, om de har indsamlet millioner af kroner til Kurdistans Arbejderparti PKK, som står på terrorlisterne - og om de dermed har støttet en terrororganisation.

Tilladelsen til at forlade retslokalet på Rådhuspladsen i København har de fået straks.

- Det kan jeg sige med det samme: Det er helt fint, siger retsformanden, dommer Jens Stausbøll.

Men han siger også til kurderne, at de risikerer ikke at kunne få det sidste ord, som er en rettighed, alle tiltalte i straffesager har.

Efter at mændene har forladt retslokalet, fortsætter advokaterne med deres forsvarstaler, hvor han argumenterer for frifindelse.

Tidligere har en anden af de tiltalte indtrængende mindet retten om yazidiernes lidelser i Nordirak.

- Flere tusinde er blevet dræbt. Flere hundrede kvinder er blevet dræbt. Flere tusinde børn er blevet bortført, sagde den 57-årige, der anklages for at have været PKK's leder i Danmark.

Han bad sig fritaget for personligt fremmøde, så han kunne deltage i arbejdet med at arrangere hjælp til de nødstedte.

På grund af de tiltaltes udvandring har tolkene, der oversætter til og fra tyrkisk og kurdisk, fået fri.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.