CIA-millioner havnede i al-Qaedas lommer
Brevvekslinger mellem Osama bin Laden og al-Qaeda-topfolk viser, at én million dollar endte hos USA's fjender.
Brevudvekslingen mellem al-Qaeda-lederne blev beslaglagt af amerikanske tropper i 2011 i forbindelse med Osama bin Ladens død. Arkivfoto.
Brevudvekslingen mellem al-Qaeda-lederne blev beslaglagt af amerikanske tropper i 2011 i forbindelse med Osama bin Ladens død. Arkivfoto. Foto: Uncredited/AP


Penge fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA er endt hos al-Qaeda-netværket så sent som i 2010, skriver The New York Times.

I foråret det år blev afghanske embedsmænd og al-Qaeda enige om en frigivelse af et afghansk gidsel til gengæld for en løsesum på fem millioner dollar.

Og da det var svært at få skrabet de mange millioner sammen, blev blikket rettet mod en hemmelig fond fra CIA, der hver måned overførte penge til præsidentens palads i Kabul ifølge flere afghanske embedsmænd.

En million dollar fra denne hemmelige bankbog og fire millioner dollar tilført fra andre lande blev overført til al-Qaeda og fyldte gruppens slunkne kasser op i kølvandet på et massivt droneangreb fra CIA mod den pakistanske gren af al-Qaeda.

- Gud velsignede os med en stor portion penge denne måned, skrev den daværende topfigur i al-Qaeda Atiyah Abd al-Rahman ifølge The New York Times til Osama bin Laden i juni 2010 og påpegede, at pengene ville blive brugt på blandt andet våben.

Bin Laden svarede, at gruppen skulle udvise forsigtighed, da amerikanerne muligvis kendte til transaktionen og kunne følge pengestrømmen.

CIA's donation til al-Qaedas bundlinje var dog ingen fælde, men ifølge The New York Times et af mange eksempler på, hvordan USA flere gange har finansieret sine militante fjender på grund af dårlig overvågning og slap økonomisk kontrol.

Brevudvekslingen mellem al-Qaeda-lederne blev beslaglagt af amerikanske tropper i 2011 i forbindelse med Osama bin Ladens død og er kommet frem i forbindelse med en retssag mod Abid Naseer, et pakistansk al-Qaeda-medlem, der er blevet dømt for at have støttet terrorisme og lagt planer om at plante en bombe i et britisk storcenter.

Hidtil har brevene været stemplet som fortrolige.

Ifølge The New York Times diskuterede mændene løsesummen uden at vide, at pengene reelt kom fra den amerikanske efterretningstjeneste.

Ifølge afghanske embedsmænd kom knap halvdelen af pengene til frigivelsen fra Pakistan. Resten kom angiveligt fra Iran og lande ved Den Persiske Golf.

CIA har over for The New York Times afvist at kommentere oplysningerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.