Christopher Juul-Jensen: Det er en ubeskrivelig følelse
Christopher Juul-Jensen vandt lørdag Post Danmark Rundt, og det var en meget lettet vinder, der kom i mål.
Christopher Juul Jensen kører over målstregen på Frederiksberg som samlet vinder af Post Danmark Rundt.
Christopher Juul Jensen kører over målstregen på Frederiksberg som samlet vinder af Post Danmark Rundt. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Tinkoff-Saxos kaptajn i Post Danmark Rundt, 26-årige Christopher Juul-Jensen, kunne lørdag fejre den samlede sejr i den 25. udgave af Post Danmark Rundt, som traditionen tro havde mål på Frederiksberg Allé i København.

Selve etapesejren tog holdkammeraten Michael Mørkøv sig af, da han på det nærmeste fik den foræret af Matti Breschel, som allerede havde sikret sig to etapesejre i løbet.

Dermed har Tinkoff-Saxo-holdet sikret sig tre etapesejre, den gule trøje, den blå pointtrøje og sejren i holdkonkurrencen. Derfor var det også en stolt kaptajn, som kunne glæde sig over, at han og holdet leverede et næsten perfekt etapeløb gennem hele ugen.

- Jeg var selv med til at tage de chancer, der opstod undervejs. Jeg sad med på Kiddesvej og kørte en god enkeltstart i går. Samtidig vinder vi tre etaper og kontrollerer cykelløbet fuldstændigt. Det er meget specielt, siger han.

Tinkoff-Saxo-kaptajnen overtog løbets gule førertrøje fra Lars Bak (Lotto Soudal) på fredagens enkeltstart i Helsingør, hvor Lars Bak var uheldig at få en defekt. Den samlede sejr var derfor næsten sikker for Christopher Juul-Jensen, da forspringet til Lars Bak var 45 sekunder inden den sidste etape.

- Enkelstarten afgør det. At jeg vandt DM i enkeltstart tidligere på året, gav mig troen på, at det nok skulle gå. Jeg kunne mærke, at jeg var godt kørende, så jeg tvivlede ikke så meget i går. Det eneste, jeg kunne være usikker på, var, hvor god en enkeltstart Lars ville køre, siger han.

Sejren i Post Danmark Rundt er den første for Christopher Juul-Jensen, som fra næste sæson skal køre fra australske Orica-Greenedge. Stoltheden var da heller ikke til at tage fejl af.

- Æren af at vinde det hjemlige cykelløb med så mange publikummer i alle de byer, hvor vi er kørt igennem, det er helt ubeskriveligt, siger han.

Lars Bak blev nummer to i løbet, 45 sekunder efter vinderen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.