- Du må gerne se mine tænder!
Christian Tribler smiler lidt forlegent og blotter to pænt lige rækker af hele, hvide tænder. Sådan så han ikke ud for seks år siden.
- Min tænder var fuldstændig ødelagt, de var ædt op. De var helt mørke og brune og – ja, forfærdelige. Jeg har ikke ret mange kindtænder tilbage, de smuldrede væk. Her i den ene side sad der kun nogle små spidser, der skar sig ned i min tunge. Det gjorde forfærdeligt ondt, og jeg kunne næsten ikke spise.
- Jeg brød mig slet ikke om at smile eller sige noget, det var rigtig nedværdigende for mig, faktisk. Jeg holdt læberne sammen, så man ikke kunne se mine tænder eller holdt mig for munden. Det var meget hæmmende for mig.
Job på småkagefabrik
Christian Tribler er 56 år. Efter et årelangt misbrug er han nu clean – og har fået arbejde på en småkagefabrik. Han har været med i et projekt i Vordingborg Kommune, hvor tidligere stofmisbrugere er blevet tilbudt gratis tandbehandlng for at øge deres muligheder for at komme i job. Avisen.dk møder ham på Cafe Åndehullet, et værested for tidligere misbrugere i Vordingborg.
Hashmisbruget begyndte allerede, da Christian var teenager. Han søgte spænding sammen med de seje gutter, og hurtigt blev Christian en af dem, der røg hash hver dag. Alligevel passede han sin uddannelse til anlægsgartner og fik både et godt job, en dejlig kone og blev med få års mellemrum far til fire.
Med tiden blev hashen vekslet til amfetamin, kokain og masser af bajere oveni, men Christian passede jo sit job, og han syntes egentlig, det gik meget godt alt sammen. Selv langt ude på landet på Møn, hvor han bor, var det ikke spor svært at skaffe stoffer.
Livet sejlede
Men Christian mistede jobbet og røg ud af fagforening og a-kasse. Kontanthjælpen blev suppleret ved at sælge stoffer og lave indbrud. Christians kone truede flere gange med at gå, men først i 2009 gjorde hun alvor af det. Hans liv sejlede.
En vinterdag i begyndelsen af 2010 rullede en patruljevogn op foran huset. Politiet havde fået en anmeldelse om, at han solgte stoffer, og nu ville de gerne ind og se, hvad han havde.
- Det lyder lidt mærkeligt, men jeg er dem dybt taknemmelig for, at de kom den dag, for det satte tingene på plads for mig. De ransagede hele huset og fandt hash, amfetamin og forskellige tyvekoster, faktisk temmelig mange ting. Det var som om, der åbnede sig et eller andet for mig og jeg tænkte, nu er det nok, nu må jeg have det hele ud. Og så fortalte jeg alt, hvad jeg havde lavet af ulovligheder til denne her politimand. Det var en stor befrielse for mig, siger han.
Kom i behandling
Kort efter gik Christian i behandling for sit misbrug, først ambulant, siden i døgnbehandling. Han fejrede sin første dag som clean den 24. november 2010. To år efter fandt han sammen med sin kone igen. Og i 2013 fik han tilbud om at få repareret tænderne gratis hos Vordingborg Kommune.
- Jeg var ikke rigtig glad for det, men jeg gjorde det. Det var jo et tilbud, som var sendt fra himlen. Jeg gik op til tandlægen og satte mig i stolen - og så var han jo jordens flinkeste mand. Han kunne godt se, at jeg ikke havde ret meget tilbage at gøre godt med, men det skulle vi nok få styr på.
- Jeg var til rigtig mange behandlinger, jeg fik både rodbehandlinger og trukket tænder ud. Mine tænder var meget gule og grimme, sådan kaffe- og nikotingule, så jeg spurgte, om der var nogen mulighed for at gøre noget ved det.
- Tandlægen sagde: Jamen, du ryger jo, Christian, det kan næsten ikke betale sig. Men så slog det mig, at hvis vi giver hinanden hånd på det, så holder jeg op med at ryge cigaretter. Og for to år siden – eller tre var det vel – holdt jeg op med at ryge cigaretter. Det har jeg holdt lige siden, og jeg har hverken brugt nikotinplaster eller nikotintyggegummi. De sidste fire gange fik jeg bleget tænderne, og jeg er rigtig godt tilfreds med den farve, de har nu, fortæller Christian Tribler.
Blevet mere udadvendt
Med selvværdet på plads fik Christian mere mod på at søge arbejde, og i 2016 blev han ansat på en kagefabrik på Møn. Først som afløser, men kort efter fast.
- I øjeblikket lavet jeg dej til kammerjunkere og blander mel og vand og bagepulver og hjortetaksalt og hvad ved jeg. Jeg har også været i pakkeriet, jeg er ret alsidig, Og så er jeg i godt humør og spreder glæde. Jeg er blevet mere udadvendt, og i bund og grund er jeg blevet et rigtig positivt menneske. Jeg synes faktisk, jeg ser rimelig godt ud i betragtning af, hvad jeg har været igennem, siger han.
Jobbet tager tid, så det er ikke så tit, han lægger vejen forbi Åndehullet i Vordingborg. Men han har stadig fuldstændigt styr på, hvor længe, han har været fri af sit misbrug:
- Jeg har sådan en app … Christian tager mobilen frem.
- 6 år og en måned og 19 dage. Og 42 sekunder, ler han. - Den tæller hele tiden. Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg ser det, faktisk.