Christian fik nok: "Skolen er ligeglad med mig"
23-årige Christian Jensen oplevede, at det var hans eget problem at finde en praktikplads, da han læste til industritekniker. ”Min skole hjalp mig ikke. Faktisk tværtimod,” siger han.
"Skolen hjalp mig ikke en pind. Nærmest tværtimod," siger 23-årige Christian Jensen, der skiftede uddannelse og nu er i gang med sit hovedforløb som industrioperatør
"Skolen hjalp mig ikke en pind. Nærmest tværtimod," siger 23-årige Christian Jensen, der skiftede uddannelse og nu er i gang med sit hovedforløb som industrioperatør


”Jeg vil ikke spilde fire år af mit liv.”

Sådan sagde Christian Jensen, da han for omkring to år siden blev tilbudt en praktikplads, der ikke var relevant for hans uddannelse.

Han var på det tidspunkt i gang med at blive industritekniker på Syddansk Erhvervsskole i Odense. Men det var ikke meget hjælp, han fik fra skolen, da han var klar til at komme i praktik.

”Jeg var aldrig til samtale med min uddannelsesvejleder, hvor vi kunne have snakket om, hvad jeg kunne tænke mig. Det ville jeg ellers gerne have været,” siger Christian Jensen, der flere gange forsøgte at tage fat i sin vejleder.

”Jeg skulle bore huller hele dagen”

En dag kom hans vejleder uden varsel og sagde, at han skulle kontakte en virksomhed, der måske havde en praktikplads til ham.

”Så jeg blev super glad og ringede til dem. Men det viste sig, at de ikke havde brug for en lærling med min baggrund. Hos dem ville jeg bore huller hele dagen, og det ville ikke være relevant for min uddannelse,” siger Christian Jensen.

Han sagde til sin vejleder, at det ikke holdt en meter. Men vejlederen blev sur og fornærmet over, at Christian ikke havde sagt ja til tilbuddet.

”Men hvordan kunne jeg sige ja til noget, der ikke var relevant? Så ville jeg bruge en masse tid på noget ligegyldigt. Det er tosset,” siger han i dag.

Efter den uheldige episode blev Christian Jensen mere eller mindre lagt på is af sin vejleder. I dag læser han til industrioperatør, fordi han ikke kunne finde en læreplads som industritekniker.

”Så hele episoden gjorde mere skade end gavn. Det kunne så nemt have været undgået, hvis vi havde snakket sammen om mine ønsker,” siger han.

Bare et nummer i køen

Christian Jensen føler, at han bare er et nummer på et stykke papir på skolen. Og han er ikke den eneste.

I en ny undersøgelse svarer halvdelen af de adspurgte erhvervsskoleelever, at de ikke fik den hjælp, de havde håbet på fra deres skoler i forbindelse med praktiksøgning.

LÆS OGSÅ: Elever: Erhvervsskolerne gider ikke hjælpe os i praktik

Og det mærker Christian Jensen konkret på sin skole.

”Vi mangler den personlige kontakt mellem vejleder og elev. Skolerne skal møde os i øjenhøjde og finde ud af, hvad den enkelte elev vil,” siger Christian Jensen.

Han har flere venner, der har været ude for det samme.

”Jeg kender ikke en eneste, der har været til en samtale med deres uddannelsesvejleder,” siger han.

Skolerne skal være i langt bedre kontakt med virksomhederne i området, mener han.

”Det virker som om, der slet ikke er kontakt mellem skolerne og virksomhederne. Det er håbløst. Skolerne skal mere frem i skoene,” siger Christian Jensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.