Christian Eriksen: Serbien begyndte at slappe af
De serbiske spillere begyndte at slappe af, og det banede ifølge Christian Eriksen vejen for et dansk comeback
Christian Eriksen glæder sig efter kampen over Serbien.
Christian Eriksen glæder sig efter kampen over Serbien. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Det danske landshold fik en katastrofal start i Beograd, men Danmark endte med at slå Serbien med 3-1 i EM-kvalifikationen.

Danskerne kom bagud efter fem minutter, og de serbiske modstandere var kort efter tæt på at fordoble føringen. Men efter et kvarter begyndte Christian Eriksen og holdkammeraterne at dominere overalt på banen.

- De begyndte at slappe af, efter at de havde haft de to første chancer. På det tidspunkt satte vi mere pres på, siger Christian Eriksen om den kovending, som opgøret på det mennesketomme stadion tog.

Serbien var blevet dømt til at spille for tomme tribuner efter den afbrudte skandalekamp mod Albanien for en måned siden, hvor en drone med et storalbansk flag satte sindene i kog. Det var specielt at spille uden tilskuere.

- Det skulle vi vænne os til. Det var en anderledes følelse, siger Eriksen.

Landsholdsprofilen spillede overfor Chelsea-profilen Branislav Ivanovic, der på sit klubhold er en stor offensiv trussel. Det fik han ikke vist i fredagens opgør.

- Jeg havde forberedt mig på at spille venstreback flere gange i løbet af kampen, men han kom ikke lige så tit med frem, som jeg havde forestillet mig. Det var nok også vores fortjeneste, siger Eriksen.

Sejren bringer Danmark tættere på EM, hvor landsholdet indtager førstepladsen foran Portugal. Christian Eriksen tror, at det for alvor kan blive rigtig sjovt, når danskerne får besøg af serberne til sommer.

- Det hele handler om at komme til EM. Hvis vi får et point til juni, så ser det godt ud. Vi tager selvtillid med til den kamp. Det er helt sikkert, fastslår han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.