Christian Eriksen nærmer sig comeback efter knæskade
Ifølge Tottenhams manager er danskeren tæt på at være klar, men Christian Eriksen er ikke med mod Sunderland.
Christian Eriksen kan måske snart få comeback.
Christian Eriksen kan måske snart få comeback. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Christian Eriksen var i dén grad savnet, da det danske fodboldlandshold skuffede med 0-0 hjemme mod Albanien og 0-0 ude mod Armenien i EM-kvalifikationen.

Offensivspilleren fra Tottenham ser dog ud til at have et begrundet håb om at blive klar til den vigtige udekamp mod Portugal den 8. oktober.

- Christian er tæt på, men ikke klar endnu, siger Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, til klubbens hjemmeside.

Den 23-årige dansker er af samme årsag ikke udtaget til Tottenhams trup, der søndag møder Sunderland på udebane.

Tottenham har fået en skidt indledning på Premier League, hvor holdet efter fire runder fortsat har sin første sejr til gode.

London-klubben ligger nummer 16 med tre point, et point over nedrykningsstregen.

På grund af knæskaden har Christian Eriksen ikke været med i Tottenhams to seneste ligakampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.