Chokeret tillidsmand: Stemningen er lav i Søfartsstyrelsen
En af de mange tusinde statslige arbejdspladser, der skal rykke væk fra hovedstaden, er Søfartsstyrelsen. Her har medarbejderne modtaget nyheden med blandede reaktioner, men generelt er stemningen på lavt blus i dag, fortæller tillidsmand.
For flere er det hårdt, at deres arbejdsplads rykker ud i provinsen, fortæller Kasper Asbjørn Tare Jespersen, der er tillidsmand i Søfartsstyrelsen. Det er en af de statslige arbejdspladser, der skal væk fra hovedstaden. 
For flere er det hårdt, at deres arbejdsplads rykker ud i provinsen, fortæller Kasper Asbjørn Tare Jespersen, der er tillidsmand i Søfartsstyrelsen. Det er en af de statslige arbejdspladser, der skal væk fra hovedstaden.  Privatfoto.


Omkring 3.900 af statens arbejdspladser skal flytte adresse inden for de næste to år.

Det blev i dag slået fast af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V). Klokken tolv fortalte de nemlig ved et pressemøde, at regeringen rykker tusindvis af arbejdspladser til provinsen.

En af de arbejdspladser, hvor medarbejderne i dag måtte sluge udmeldingen, er Søfartsstyrelsen. Her rykker Regeringen alle de 190 københavnske medarbejdere til Korsør.

Beskeden har udløst meget forskellige reaktioner, fortæller Kasper Asbjørn Tare Jespersen, der er tillidsrepræsentant for Djøf, Magisterforeningen og KS i Søfartsstyrelsen.

- Mange er lettere chokeret over, at vi skal flytte, og de er uforstående over for beslutningen, fordi de havde forventet, at vi gik fri. Mens nogle andre af mine kollegaer var lettede over, at vi ikke skulle rykke længere væk, siger han til Avisen.dk.

Svært at nå at hente børn

Men generelt er stemningen i Søfartsstyrelsen i dag mat, forklarer Kasper Asbjørn Tare Jespersen.

- Der bliver ikke snakket så meget. Nogle sidder i små grupper og snakker, fortæller han.

Selvom flere medarbejderne er bedrøvede, er det for nogle en forløsning endelig at vide, om og hvor de skal flytte hen.

- Det har stresset mine kollegaer, at de ikke har vidst, om de skulle flytte, siger Kasper Asbjørn Tare Jespersen.

I alt er det 38 byer, fordelt på 25 kommuner, der nu får nye statslige arbejdspladser.

For nogle medarbejdere er dagens udmelding om flytteplanerne dog noget, der sætter dem i en vanskelig situation, forklarer han.

Det er nemlig ikke alle medarbejdere i Søfartsstyrelsen, der vil kunne få en hverdag til at hænge sammen, hvis de skal køre frem og tilbage mellem København og Korsør.

I bil tager turen mellem København og Korsør omkring fem kvarter.

Og særligt dem, der er afhængige af at kunne nå at hente børn inden for institutionernes lukketider, er triste over flytningen, forklarer Kasper Asbjørn Tare Jespersen.

Usikkerhed om vilkår

Udover de medarbejdere, der på grund af børn skal være hjemme på et bestemt tidspunkt, er der også andre, der er i situationer, hvor det ikke er nemt at rykke teltpælene til Korsør.

- Nogle vil ikke have mulighed for at sælge deres bolig på grund af sygdom eller skilsmisse, siger Kasper Asbjørn Tare Jespersen.

Derudover er uvisheden om, hvilke vilkår medarbejderne har i forbindelse med flytningen også noget af det, som der bliver vendt blandt kollegaerne, fortæller han.

I det hele taget er det stadig rigtig mange uafklarede spørgsmål, og der skal stadig træffes mange beslutninger både lokalt på et højere plan, forklarer Kasper Asbjørn Tare Jespersen.

- Det betyder, at medarbejderne lige nu ikke har ordentlig overblik over deres muligheder, siger han.

Søfartsstyrelsen er en del af Erhvervs- og Vækstministeriet og har cirka 300 medarbejdere, hvoraf 190 personer er placeret i hovedstaden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.