Et norsk ægtepar og deres to børn havde glædet sig til at slappe af i et lejet sommerhus i Marielyst på Falster, men det blev alt andet end afslappende, skriver Ekstra Bladet.
Da de ankom til sommerhuset, der var lejet igennem Dancenter, blev de mødt af tre kameraer oppe under tagspærrene på husets hjørner. Parret følte det ubehageligt, men gjorde i første omgang ikke andet end at dække kameraerne til.
Følelsen af at blive udspioneret forsvandt dog ikke, og efter et par dage begyndte de at gå huset nærmere efter, hvilket for alvor gjorde dem utrygge. De tre kameraer var nemlig ikke de eneste kameraer i huset:
"Vi opdagede et lille hul i sengelampen. Det gjorde os urolige. Da vi pillede lampen ned, fandt vi kameraet, som er nemt at skjule. Det har en lillebitte linse og behøver blot et hul på to millimeter for at kunne filme", fortæller den ene del af ægteparret, Morten Sivertsen til den norske avis VG.
Spionkameraet var monteret over dobbeltsengen, og for ægteparret var der ikke i tvivl om, at det var sat der for at filme, hvad der måtte foregå i sengen.
Da Morten Sivertsen åbnede loftslemmen, begyndte en alarm at hyle, og efter en halv time ankom sommerhusets ejer, der dog udgav sig for at være fra alarmfirmaet.
Ejeren har senere fortalt, at kameraerne var sat op for udspionere hans kone, som han mistænkte for at være utro. Hos Dancenter beklager man dybt episoden og fortæller, at mandens sommerhus ikke længere lejes ud gennem dem.
Manden slipper dog for videre tiltale, da ingen af kameraerne i huset havde optaget noget, mens den norske familie havde været i huset.
Kilde: VG og EB.DK