Det blev et dyrt avancement for Atlético Madrid, da holdet tirsdag gik videre til kvartfinalen i Champions League efter en sejr over Bayer Leverkusen.
Målmand Miguel Angel Moya fik en forstrækning, Mario Mandzukic fik et vrid i anklen, og midtbaneslideren Raul Garcia kom til skade med sin albue, så alle tre måtte se på, mens holdkammeraterne tog sejren efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Det vides ikke, hvor længe skaderne holder de tre stamspillere ude af træner Diego Simeones startopstilling, men det er tvivlsomt, at nogen af dem bliver klar til hjemmekampen mod Getafe på lørdag.
Atlético indtager en fjerdeplads i Primera Division, og er ni point efter førerholdet Barcelona.
/ritzau/