Chok-sag om vanrøgt: Nu skal ejeren af med hundene
"Det steg hende over hovedet," lyder politiets forklaring på, hvorfor en kvinde fra Næstved-egnen på det groveste har vanrøgtet sine mange hunde.
En af de mange hunde, der hos Dyrenes Beskyttelse bliver befriet for lortekagerne i pelsen.
En af de mange hunde, der hos Dyrenes Beskyttelse bliver befriet for lortekagerne i pelsen. Foto: Dyrenes Beskyttelse


Billederne af ulykkelige hunde med størknede kager af lort i pelsen har sendt chokbølger gennem Danmark det seneste døgn.

De 91 vanrøgtede hunde blev mandag fundet på en faldefærdig gårdejendom ved Næstved, hvor dyrene havde levet under kummerlige forhold. De var låst inde og gik bogstaveligt talt rundt i deres eget skidt og møg.

Nu er de i gode hænder hos Dyrenes Beskyttelse, og ejeren meldte i dag sig selv til politiet. Det er en 31-årig kvinde, der boede på gården med sit barn. Kvinden har nu ifølge tv øst syv dage til at komme af med hundene, der primært er af racen Cocker Spaniel.

- Hun har forklaret, at det hele steg hende over hovedet, siger Niels Denny Sørensen, leder af lokalpolitiet i Næstved ifølge tv øst.

Kvinden vil blive sigtet i sagen, men politiet har endnu ikke lagt sig fast på, hvad hun præcist skal sigtes for. Helt klart er det til gengæld, at hun ikke får hundene tilbage. Hun har nu syv dage til at sælge eller give hundene væk. Lykkes det ikke, overdrages de til Dyrenes Beskyttelse.

Dyrene blev taget fra gården til Dyrenes Beskyttelses Internat i Roskilde. To af dem var så dårlige, at de blev aflivet, mens 28 af dem nu er sendt til et internat på Fyn.

Siden er de blevet trimmet og vasket, de har fået ormekur, er blevet behandlet for lopper, betændelse med mere. Når hundene er på højkant rent fysisk, skal Dyrenes Beskyttelse i gang med det store arbejde, det bliver, at få udredt deres psykiske tilstand.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.