Chok: Hjemmehjælper fandt 71-årig efter blodigt overfald
En ældre mand er uden for livsfare efter et overfald i sit hjem. Politiet beder offentligheden om hjælp.
En 71-årig mand blev onsdag morgen fundet i sit hjem efter et voldeligt overfald. Han meldes uden for livsfare.
En 71-årig mand blev onsdag morgen fundet i sit hjem efter et voldeligt overfald. Han meldes uden for livsfare. Foto: Pressefoto Rigspolitiet/free


En hjemmehjælper i Kalundborg fik onsdag en uhyggelig start på morgenen, da hun ved 7.30-tiden kom ud til en 71-årig mand på Strandstræde.

I hjemmet fandt hjemmehjælperen manden ilde tilredt efter et overfald, som Midt- og Vestsjællands Politi beskriver som "voldeligt og blodigt".

Den 71-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet, og han meldes uden for livsfare.

Overfaldet er sket mellem klokken 06 og 07.30 onsdag morgen.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, som har bemærket noget omkring mandens bopæl i Strandstræde i det tidsrum, siger politikommissær Kristian Egekær til Ritzau.

Offeret er til behandling på sygehuset, men er blevet afhørt af politiet. Han har fortalt, at han blev overrasket af voldsmanden i sin stue. Der er ikke tegn på indbrud, men døren var ulåst.

Motivet til overfaldet er stadig en gåde for politiet.

- Der er ikke stjålet noget, og han forlangte heller ikke at få noget udleveret, forklarer Kristian Egekær, der endnu ikke har et signalement af gerningsmanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.