Chok: Bus fik rude smadret af trafikkegle
Unge mænd mistænkes for at have kastet trafikkegle ned på kørende bus. Ingen kom til skade.
Politiet leder efter tre unge mænd, der mistænkes for at have kastet trafikkegle ned på en bus.
Politiet leder efter tre unge mænd, der mistænkes for at have kastet trafikkegle ned på en bus. Foto: Iris/arkiv


En buschauffør fik sig sent fredag aften formentlig noget af et chok.

Da han kom kørende på Nordre Ringvej ved Fabriksparken ved Herstedøster på den københavnske vestegn, blev hans forrude ramt af en trafikkegle. Keglen blev kastet fra en cykelbro over vejen, oplyser politiet.

Ruden blev knust, men keglen gik ikke igennem, og chaufføren kom ikke til skade.

- Det er en af de der røde kegler, der blev kastet. Selve keglen vejer ikke så meget, men det gør den bund, den er forankret i. Den er faktisk temmelig tung. Samtidig blev der også kastet et bræt, der forbinder keglerne, fortæller Lars Guldborg, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.

Tre unge mænd er blevet set på cykelbroen, men signalementet af dem er sparsomt. De beskrives som 17-18 år gamle. En af dem bar en mørkeblå dunjakke og sorte bukser.

Ifølge politiet er det et held, at ingen kom noget til ved episoden.

- Man må køre 70 kilometer i timen derude, så det kan godt ende i noget farligt, hvis man bliver ramt af noget med den hastighed, siger Lars Guldborg.

- Det er kun et held, at keglen ikke lige har ramt på den forkerte måde og er drønet ind gennem ruden, fortsætter han.

Bussen blev ramt ved 23-tiden fredag aften. Har nogen set noget mistænkeligt i området, kan de kontakte politiet på telefonnummer 114.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.