"Du er et fedt, grimt menneske."
Det var beskeden til den 30-årige Kara Florish, da hun lørdag morgen tog metroen i London.
En ung mand var kommet op til hende i toget og givet hende et kort. På forsiden af kortet stod der med store bogstaver "fat" (fed red.).
På bagsiden af kortet var der en ubehagelig tekst. Der stod blandt andet:
"Vores organisation hader og harmes over fede mennesker. Vi protesterer mod de enorme mængder mad, som I spiser, mens halvdelen af verdenen sulter."
Den såkaldte organisation "Overweight Haters Ltd" fortsætter videre:
"Vi forstår ikke, hvorfor du ikke kan fatte, at du ved at spise mindre vil klare dig bedre, blive tyndere og gladere, og finde en partner, som ikke er en perverteret tyksakke-elsker eller overhovedet finde en partner. Vi er også modstandere af, at bruge udtrykket 'den smukke gris' som en fornærmelse. Du er ikke en gris. Du er et fedt, grimt menneske."
Delte oplevelsen på sociale medier
Kara Florish blev ikke ked af det hadske kort. Hun beskriver nemlig sig selv som normal af bygning. Men hun fandt alligevel budskabet så ondsindet, at hun delte det på de sociale medier.
Her kunne andre fortælle om lignende oplevelser. Sean Thomas Knox kunne fortælle om, hvordan han havde set en kvinde bryde sammen i gråd, efter at have fået et ligende kort.