Chip i tøjet skal låse døren for demente
I Aarhus har man på demenscenter eksperimenteret med chip, der forsinker dørene i at åbne og lukke.
Et nyt projekt skal forhindre de demente i at gå ud af døre, der kan føre dem ud af plejecenteret.
Et nyt projekt skal forhindre de demente i at gå ud af døre, der kan føre dem ud af plejecenteret. Foto: Davali Philip/Davali Philip


Mens man i de senere år har debatteret og testet gps'er på demente, har man i Aarhus Kommune forsøgt sig med en anden tilgang.

I et pilotprojekt har man forsøgt at gøre det vanskeligt for de demente at komme ud af de forkerte døre, fortæller Anders Kristian Krogager Andersen, der er demensfaglig konsulent i Aarhus Kommune.

- Vi må ikke låse folk inde, men man må godt i en periode ansøge om at bruge den her form for låseordning. For at forsinke de dementes udgang, indtil der kan komme personale, der kan komme med.

Konkret har man udviklet en lille chip, der kan sys i tøjet på de demente, og som kommunikerer med antenner i plejecentrenes døre. Ligesom man kender det fra de alarmer, der sidder i bøgerne på et bibliotek.

Forsøger beboeren at gå ud af en dør, der fører ud af plejehjemmet, aktiveres chippen. Den fortæller døren, at den skal vente i omkring 20 sekunder med at åbne. På den måde virker døren låst for beboeren, der herefter ofte mister interessen for at komme ud.

Ifølge tal fra TV2 sker det i gennemsnit to gange om ugen, at politiet må lede efter demente, der er gået fra plejecentrene.

For at hjælpe med eftersøgningerne har det siden 2010 været muligt for plejecentrene at gøre brug af gps, der - hvis beboeren går med til brugen - kan finde frem til vedkommende.

Men der kan dog være store problemer med at få beboerne til at bære de batteridrevne enheder, der ofte fylder en del.

- Personen med demens forstår simpelthen ikke, hvorfor de skal have det på. Kolleger har også prøvet at sætte dem på ryggen af de demente, men så ser de andre beboere dem og fjerner dem, siger Anders Kristian Krogager Andersen.

Derfor har det ifølge ham fungeret med en mindre enhed, som de demente ikke ser eller mærker.

Også inden for plejecentrenes mure har den lille chip vist sig at have en nyttig funktion.

- Vi har også sat antenner op ved borgernes egne døre, fordi beboerne går ind til hinanden. De tror, de bor der, så smider de den rigtige beboer ud, og så kommer der nogle konflikter, forklarer Anders Kristian Krogager Andersen.

Pilotprojektet har løbet siden januar og bliver stadig justeret. Men Anders Kristian Krogager Andersen mener, det kan udbredes, hvis det besluttes politisk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.