Chiles fodboldlandshold mister sin succestræner
Jorge Sampaoli stopper som chilensk landstræner efter længere tids utilfredshed
Jorge Sampaoli stopper som landstræner for Chile.
Jorge Sampaoli stopper som landstræner for Chile. Foto: Luis Hidalgo/AP


I sidste uge blev han hædret som verdens tredjebedste fodboldtræner i 2015 for sine præstationer som chef for Chiles landshold, men nu er Jorge Sampaoli fortid som landstræner.

Det Chilenske Fodboldforbund (ANFP) meddeler, at forbundet er blevet enig med den argentinske træner om at stoppe samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har forholdet mellem Sampaoli og hans arbejdsgiver været anstrengt i længere tid.

Detaljer i trænerens kontrakt har været lækket til offentligheden, og det har medført anklager om, at Sampaoli har udnyttet huller i skattelovgivningen til at slippe billigere i skat.

I sidste uge sagde Sampaoli, at han ikke længere følte sig respekteret i Chile.

Den 55-årige argentiner stod i spidsen for nabolandets landshold i knap fire år, og hans største øjeblik som chilensk landstræner kom i 2015, da han gjorde Chile til sydamerikansk mester.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.