Chikane mod Ryanair? I dag falder der dom
Ryanair forsøger gennem retssystemet at give SAS og Ekspeditionsarbejdernes Klub i Københavns Lufthavn ansvaret for den blokade, der var i forbindelse med en Ryanair-flyafgang i Kastrup den 18. marts. Der falder dom i dag.
En gruppe ansatte i lufthavnen tog imod det første Ryanair-fly i Kastrup med danske flag, og stillede sig efterfølgende i vejen for at flyet kunne lette.
En gruppe ansatte i lufthavnen tog imod det første Ryanair-fly i Kastrup med danske flag, og stillede sig efterfølgende i vejen for at flyet kunne lette. Foto: Aske Folkmann Drost


Ryanair er i disse dage involveret i flere forskellige retssager i Danmark.

I eftermiddag afsiger Fogedretten dom i en sag, hvor Ryanair har stævnet SAS og Ekspeditionsarbejdernes Klub, som organiserer bagagemedarbejdere ansat i SAS Ground Handling.

Det irske luftfartsselskab havde sin første afgang fra Københavns Lufthavn den 18. marts. Her stod en gruppe lufthavnsansatte parat til at byde dem ”velkommen”, men omkring 50 personer stillede sig i vejen og forhindrede flyet i at lette.

Flyet blev forsinket i tre timer, og Ryanair mener, at SAS burde have sørget for, at deres medarbejdere ikke stod i vejen. Derfor har de stævnet både selskabet og medarbejdernes klub.

Ryanair ønsker et forbud mod den slags aktioner.

- Formålet er at få nedlagt forbud mod bestemte aktioner, som vi mener, medlemmer af klubben har været medvirkende til, har Ryanairs advokat Michael Møller Nielsen fra advokatfirmaet Lund Elmer Sandager tidligere sagt til Check-in.dk.

Det vurderes, at Ryanair mistede omkring 100.000 kroner på forsinkelsen i marts.

I går mødtes Ryanair med LO i Arbejdsretten til et over ni timer langt retsmøde. Arbejdsretten skal afgøre, om fagbevægelsen må føre konflikt mod lavprisselskabet, der nægter at indgå overenskomst. De tre højesteretsdommere har bedt om nogle dage til at fælde dom i den principielle sag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.