Chelsea er klar til ottendedelsfinalerne i den engelske Liga Cup.
London-klubben var ellers på vej ud mod Leicesters engelske mestre. Men det lykkedes Chelsea at vende 0-2 til en 4-2-sejr.
Kampen måtte dog ud i forlænget spilletid, før Chelsea kunne sikre sig avancement.
Shinji Okazaki scorede to gange for Leicester i første halvleg. Men i halvlegens overtid fik Chelsea en livline med en reducering af Gary Cahill.
Kort inde i anden halvleg udlignede backen César Azpilicueta med et drømmetræf på en helflugter lidt uden for feltet.
Målet var startskuddet til en medrivende og chancerig anden halvleg. Trods friløbere og andre store muligheder til begge hold endte de første 90 minutter 2-2.
Leicester nåede dog at få et rødt kort med på vejen til Marcin Wasilewski, og overtallet blev udnyttet af Chelsea i den forlængede spilletid.
I løbet af fire minutter scorede Cesc Fabregas to gange, og så var det ren formalia for Chelsea at køre sejren i hus.
Kasper Schmeichel er fortsat på vej tilbage efter en skade, og han var således ikke med i nederlaget.
Storklubben Liverpool kunne nøjes med ordinær spilletid for at sikre sig avancement, da Derby County let blev slået 3-0. Liverpools lokalrival Everton dummede sig til gengæld på hjemmebane, hvor holdet tabte 0-2 til Norwich.
/ritzau/