Chelsea hjælper Schalke videre i Champions League
Schalke fik en julegave af Chelsea, der ret beset kun havde æren at spille for - men alligevel slog Sporting.
Schalke 04 leverede den krævede 1-0-sejr ude over Maribor og fik samtidig hjælp af en Chelsea-sejr over Sporting. Dermed er Chelsea og Schalke videre fra Champions Leagues gruppe G.
Schalke 04 leverede den krævede 1-0-sejr ude over Maribor og fik samtidig hjælp af en Chelsea-sejr over Sporting. Dermed er Chelsea og Schalke videre fra Champions Leagues gruppe G. Foto: Darko Bandic/AP


Fra: Chelsea. Til: Schalke.

10. december og julegavetid i Champions Leagues gruppe G, hvor tyske Schalke 04 blev onsdagens helt store vinder. Og det kunne tyskerne ikke kun takke sig selv for.

Første krav var en sejr ude over Maribor fra Slovenien. Den klarede tyskerne på en kasse af 19-årige Max Meyer efter 62 minutter.

Men det var ikke gjort med det for tyskerne, og mon ikke folkene på Schalke-bænken har fået lov at lytte lidt radio eller se lidt bold fra London på en mobiltelefon i kampens døende minutter.

For Schalke skulle nemlig også bruge en Chelsea-sejr i London over portugisiske Sporting, og den gave fik tyskerne. Chelsea vandt 3-1.

Englænderne havde ingen grund til nervøse trækninger og sommerfugle så store som flagermus i maven forud for opgøret med Sporting, for Chelsea havde allerede vundet gruppen - uanset udfaldet af onsdagens kampe.

Sporting kunne omvendt selv sikre billetten til 1/8-finalerne i Champions League, men portugiserne var ikke i nærheden.

Allerede i kampens ottende minut kom Chelsea foran på straffespark, sat ind af ved Cesc Fabregas. André Schürrle øgede efter 16 minutter.

Sporting fik reduceret fem minutter efter pausen, men få minutter senere igen gjorde John Obi Mikel det til 3-1. Så kunne der jubles i London. Og i Schalke-lejren i Slovenien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.