Chefredaktør viser hårdusk og silikonebryster
Kvindebladet Femina vil sparke gang i en debat om, hvordan kvinder bliver fremstillet - og hvordan de fremstiller sig selv.
Listen med krav ”rigtige kvinder” bør opfylde, kunne snildt fylde hele dagens avis. Hvor kommer alle de krav fra? Sandsynligvis fra os selv. Og hvis nogen skal gøre op med kravene er det også os selv, mener Femina, hvis chefredaktør her viser sig frem uden filter.
Listen med krav ”rigtige kvinder” bør opfylde, kunne snildt fylde hele dagens avis. Hvor kommer alle de krav fra? Sandsynligvis fra os selv. Og hvis nogen skal gøre op med kravene er det også os selv, mener Femina, hvis chefredaktør her viser sig frem uden filter. Femina


Da Camilla Kjems havde født tre børn, var hendes bryster med egne ord ikke-eksisterende. "Tøjet hang på mig, og jeg følte mig ikke tilpas i min krop," beretter Kjem, der er chefredaktør på Femina.

Så hun valgte at få brystimplantater – en beslutning, hun ikke er flov over og ikke har fortrudt et sekund.

Men Camilla Kjems er også en "gammel bornholmerhippie, der står fast på retten til naturlighed og kvindelig kropsbehåring." Derfor har hun ladet busken gro under armene.

Blød mave og gråt hår

Såvel hårdusk som silikonebryster viser hun frem som en del af kampagnen #100procentmig, som Femina selv kalder et 'manifest.'

"I år kan vi fejre 100-året for kvindernes valgret. Men har vi i virkeligheden et frit valg, når det kommer til retten til at bestemme over vore kroppe og vore livsvalg, eller dyrker vi kvinder så megen social kontrol, at det frie valg er blevet mere en idé end virkelighed?," skriver Femina i manifestet, som du kan læse mere om her.

For at sparke debatten i gang viser flere af bladets profiler fotos af sig selv, som ligger langt fra de stylede og photoshoppede billeder, man normalt ser i dameblade. Eksempelvis flasher en journalist sin bløde eftergravidtetsmave, mens en anden afslører, at hun er ved at blive gråhåret.

Det er smukt at hvile i sig selv

Camilla Kjems fortæller i et indlæg på bladets hjemmeside, at "jeg er mig - og det står jeg ved."

- Lad os nu give os selv og hinanden fri til at være dem, vi er, og gøre det, der gør os glade. En kvinde er for mig smukkest, når hun hviler i selv og i sin krop – med eller uden hår, appelsinhud og silikonebryster, skriver hun.

Femina opfordrer andre med samme holdning til at tage fotos, hvor de er '100 procent sig selv' og dele dem på Instagram med hashtaget #100procentmig.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.