- Det har ikke været nogen nem beslutning.
Sådan siger Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, søndag morgen, efter at Politiken har sendt en avis på gaden med en særsektion, hvor den omstridte bog "Syv år for PET" er trykt ord for ord.
- Men der er nogle ret vigtige principper omkring de frihedsrettigheder, vi har i det her land. Vi mener, at det fogedforbud er en forkert beslutning, og derfor vælger vi at bringe bogen, siger han.
Byretten har på anmodning fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, nedlagt forbud mod både udgivelsen af bogen og siden mediers omtale af bogens indhold.
På baggrund af Politikens beslutning om at trykke hele bogen opgiver PET nu at forfølge fogedforbuddet.
Selve den beslutning har Christian Jensen ingen kommentarer til. I stedet siger han:
- For mig er det forståeligt, at PET selvfølgelig forfølger sager, hvor de har en mistanke om, at noget er galt i forhold til deres arbejde eller rigets sikkerhed.
- Men det er helt ubegribeligt, at man kan få et fogedforbud alene på baggrund af bagsiden af en bog, hvor man ikke, så vidt jeg kan se, lægger dokumentation frem for, at der er noget kompromitterende i selve bogen.
- Det betyder jo, at man som journalist kan blive tvunget til at lade en myndighed, som vi skal være kritisk over for, læse sin journalistik igennem før offentliggørelse. Det er jo det, vi også har et andet ord for, nemlig censur, siger Christian Jensen.
Bogen indeholder efter hans "bedste vurdering" ikke oplysninger, der er kontroversielle i forhold til rigets sikkerhed eller PET's arbejdsmetoder.
Om der kommer et retligt efterspil om Politikens beslutning om at se stort på fogedforbuddet, er underordnet, mener Christian Jensen.
- Hele det efterspil må vi tage, som det kommer. Det afgørende for os har været, at der er nogle afgørende principper i et åbent samfund, som er blevet trådt under fode. Det er det, vi reagerer imod, siger han.
/ritzau/