Ledere er bedre til at hive lønstigninger hjem end deres medarbejdere.
Ifølge en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har udført for Ledernes Hovedorganisation, er lønnen for ledere med job i private virksomheder det seneste år steget med 2,5 procent.
Lederne har til sammenligning udsendt tal fra Danmarks Statistik, der viser, at privatansatte lønmodtagere måtte nøjes med et lønhop på 1,8 procent i perioden september 2016 til september 2017. Tallene viser også, at forskellen på ledere og lønmodtageres lønstigninger er vokset i løbet af det seneste år.
Ledernes formand, Svend Askær, glæder sig over, at den nyeste lønstigning er på niveau med lønudviklingen de seneste tre år. Og at det også er lykkedes at opnå en stigning i reallønnen, fordi forbrugerpriserne ikke er steget så meget som lønnen.
De privatansatte lederes lønstigning vidner igen i år om 'en stor grad af ansvarlighed', mener Svend Askær.
- Stigningen afspejler en afdæmpet inflation, og jeg hæfter mig ved, at lederne får en tilfredsstillende reallønsstigning på knap én procent. Det er ikke kun positivt for ledernes private økonomi, men også for konkurrenceevnen, siger Svend Askær i en pressemeddelelse.
I 3F mener forbundssekretær Søren Heisel, at de nye tal er med til at understrege den stigende ulighed i Danmark. Han kalder det også 'påfaldende', at lønmodtagerne oplever så små stigninger i betragtning af, hvor ofte virksomheder taler om mangel på arbejdskraft.
- Normalt er det sådan, at lønningerne stiger, når der er mangel på arbejdskraft, siger Søren Heisel.
Han kalder det 'fint nok', at ledere bliver belønnet for at påtage sig et ansvar:
- Det forpligter jo. Vi må have en klar forventning om, at de pæne lønstigninger smitter af på ledernes lyst til at tænke strategisk, til at være innovativ og inddragende til glæde for alle i virksomheden. Hvis lederne er så dygtige, må de satse på produktivitetstigninger i deres virksomheder, og det opnår de ved at give uddannelse til dem, der ikke er så højtlønnede, siger Søren Heisel.
I gennemsnit tjener en privatansat leder i Danmark nu 56.105 kroner.