Chefen er begejstret for maskinen Lars Bak: Er altid god
Lars Bak har været mindre synlig end normalt i Tour de France, men det skyldes ordrer fra holdledelsen.


Der var aldrig tvivl, om den danske cykelrytter Lars Bak skulle med på Lotto Soudals Tour de France-hold, og det er tydeligt, at den 35-årige silkeborgenser er højt i hierarkiet på det belgiske mandskab.

Baks evner som tempokører er værdsat, når der skal sættes fart forrest i feltet til gavn for André Greipels muligheder i spurterne.

- Han er altid god, siger Lotto Soudals manager, Marc Sergeant

- Hans holdkammerater har givet ham tilnavnet "maskinen". Man skal bare trykke på en knap, og så kører han, og han bliver ved og ved, siger holdchefen.

Den erfarne dansker har i år ikke helt haft den sædvanlige, meget synlige rolle i spidsen for Lotto-toget, men det er på ordre fra chefen.

- Det skyldes, at Thomas De Gendt har brækket et ribben og derfor gerne vil undgå at sidde inde midt i feltet. Han har derfor siddet meget fremme, hvor det sædvanligvis ville have været Lars.

- Men han har jo været i et udbrud på etapen til Mur de Bretagne, så helt usynlig har han ikke været, siger Marc Sergeant.

Sportsdirektøren forventer i øvrigt at se flere udbrudsforsøg fra Bak i de kommende to uger, hvor der er meget få muligheder for en massespurt til André Greipel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.