Grams på ballen tæt på skridtet i følgeskb med en lummer kommentar under en massagesituation er sexchikane - og arbejdsgiveren skal betale, selvom det var mellemlederen, der foretog gramseriet.
Det har Vestre Landsret fastslået i en dom, der giver en kvindelig kosmetikerelev 25.000 kroner i erstatning, oplyser advokatfirmaet Elmer & Partnere.
Chikanen fandt sted under en massageøvelse, der var en del af elevens uddannelse. Eleven lå iført trusser og med et håndklæde over sig. Chefen rørte eleven på ballen og tæt ved skridtet, mens han kom med seksuelle kommentarer.
Sagen har før været behandlet i Tvistighedsnævnet og Retten i Aalborg. Der var nemlig tvivl om, hvorvidt arbejdsgiveren, der havde den gramsende leder ansat, skulle hæfte for kravet og betale de 25.000 kroner. Arbejdsgiveren mente, at der var tale om såkaldt abnorme handlinger, som ikke kunne forudses, men Vestre Landsret har nu slået fast, at arbejdsgiveren har det overordnede ansvar for mellemlederens opførsel over for den kvindelige elev, og derfor skal betale erstatningen.