To vagter, der holdt en beruset mand fast, mens en tredje medarbejder sparkede og slog ham i hovedet, til han blødte. Sådan foregik en voldsom episode søndag aften på Bakken i Klampenborg ifølge to vidner, der meldte det til politiet.
Men vagternes arbejdsgiver har en anden version af historien. Det skriver Lokalavisen.dk.
Efter at have set overvågningsfilm af episoden og læst vagtselskabets rapport konkluderer Bakken, at de to vagter handlede efter reglerne.
Gæsten, en beruset mand i 50'erne, havde tilsyneladende gentagne gange generet en kvindelig ansat groft, så de to vagter blev tilkaldt. Gæsten reagerede aggressivt, og derfor måtte vagterne tage fat i ham og eskortere ham ud, lyder Bakkens forklaring.
Forlystelsesparken afviser også, at vagterne holdt gæsten fast, så den tredje medarbejder kunne slå og sparke ham,
- Det fremgår ganske tydeligt af videoovervågningen, at vagterne ikke fastholdt gæsten med det formål at lade den pågældende medarbejder slå og sparke, men at de derimod – samtidig med at de måtte fastholde den voldsomme gæst – forsøgte at genne medarbejderen væk, siger Bakkens formand, Carsten Dahl, til Lokalavisen.dk.
Politiet skal nu se overvågningsvideoen igennem.