Chauffør ved moskéangreb havde jihadistpropaganda på pc
Motivet til, at en 29-årig mand mejede fire soldater ned med sin bil, var, at de dræber og derfor skulle dø.
En mand, der kørte soldater ned foran moské i Frankrig, havde jihadistpropaganda på sin computer. Arkivfoto
En mand, der kørte soldater ned foran moské i Frankrig, havde jihadistpropaganda på sin computer. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Franske efterforskere har lørdag fundet jihadistisk propagandamateriale på en computer, der tilhører den mand, som nytårsdag kørte sin bil ind i soldater, der bevogtede en moské i Sydfrankrig.

Fundet er dog ikke noget bevis for, at han tilhører en terrorgruppe.

- Undersøgelsen af indholdet på hans pc har ført til opdagelse af jihadistiske propagandabilleder, siger den lokale anklager Alex Perrin til nyhedsbureauet Reuters.

- Der er tale om få uger gamle fotografier, der kan downloades. Det er ikke den værste type af billeder, men temmelig krigeriske slagord. Det viser hans påskønnelse, men det er ikke noget bevis for, at han har forbindelse til en terrororganisation, siger Perrin.

Den 29-årige franskmand med tunesisk baggrund kørte fredag eftermiddag sin bil direkte ind i fire soldater på en parkeringsplads uden for en stor moské i en forstad til byen Valence, fortalte anklageren journalister tidligere lørdag.

Han sagde også tidligere, at der ikke var noget bevis for, at han skulle tilhøre en terrororganisation, og at det så ud til, at han havde handlet på egen hånd.

- Angiveligt råbte han "Allah er stor", hvilket antyder en eller anden form for religiøsitet. Da han blev pågrebet, nævnte han, at han ville dræbe soldater, fordi soldater dræber mennesker. Selv ville han dræbes af soldater, tilføjede anklageren.

Der var ikke noget, der tydede på, at manden lider af psykiske sygdomme, sagde anklageren. Den 29-årige har været arbejdsløs i en årrække og er ikke tidligere kendt af politiet og efterretningstjenesterne, tilføjer anklageren.

Den troende muslim boede i en forstad til Lyon, 100 kilometer nord for Valence, hvor episoden fandt sted.

- Han var kommet til Valence, hvor hans svigerfamilie bor, sagde anklageren videre.

Han blev skudt i arme og ben af soldaterne, og han var fortsat indlagt på sygehus lørdag. En soldat og en muslimsk mand kom også lettere til skade ved episoden.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.