Chauffør i chok: Ung kvinde død efter påkørsel af lastbil
Tirsdag formiddag blev en 19-årig kvinde på cykel påkørt af en lastbil på Amager.
En cyklist er tirsdag formiddag blevet påkørt af en lastbil i København.
(Arkivfoto).
En cyklist er tirsdag formiddag blevet påkørt af en lastbil i København. (Arkivfoto). Foto: Colourbox/Free


En 19-årig kvinde mistede tirsdag formiddag livet, da hun blev påkørt at en lastbil i København.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 11.08. Kvinden blev kørt på Rigshospitalet. Men tidligt tirsdag eftermiddag oplyste politiets vagtchef, at hun var afgået ved døden.

Ulykken skete i krydset mellem C. F. Møllers Allé og Center Boulevard på Amager. Ifølge politiet skete ulykken, da lastbilen skulle svinge til venstre.

- Men vi har fået oplyst, at cyklisten og lastbilen muligvis kørte i samme retning, siger Henrik Svejstrup, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Lastbilchaufføren var meget chokeret efter ulykken, men kom ikke fysisk til skade.

Kvindens pårørende er blevet underrettet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.