Chauffør i chok efter overfald på studenter: Troede de ville smadre lastbilen
En studenterkørsel blev fredag aften angrebet med æg og madolie. Chaufføren er i chok, men overvejer om han skal anmelde episoden til politiet.
- På et tidspunkt var jeg bange for, at de ville smadre lastbilen, fortæller chauffør Brian Brandt efter episoden fredag aften, hvor en studenterkørsel på Amager blev angrebet af en flok unge. Studenterkørslen på billedet har intet med episoden på Amager at gøre.
- På et tidspunkt var jeg bange for, at de ville smadre lastbilen, fortæller chauffør Brian Brandt efter episoden fredag aften, hvor en studenterkørsel på Amager blev angrebet af en flok unge. Studenterkørslen på billedet har intet med episoden på Amager at gøre.
Foto: Scanpix/arkiv


Chauffør Brian Brandt oplevede det nærmest som krigskueplads, da han og hans last af nybagte studenter på Brydes Allé på Amager fredag aften blev angrebet af en flok unge bevæbnet med æg, madolie og vandballoner.

Det fortæller Brian Brandt til Ekstra Bladet.

Den voldsomme episode tager fart, efter klassen havde været inde og hilse på nogle forældre og Brian Brandt venter med sin lastbil på Brydes Allé. Her bliver en student pjasket til med madolie, mens andre begynder at kaste æg mod de glade studenter.

Op i lastbilen! Nu!

- Der vidste jeg, at vi bare skulle væk, så jeg råber til studenterne, at de skal skynde sig op i lastbilen, og det skal være nu, fortæller Brian Brandt til Ekstra Bladet.

Han forsøger at køre væk, men standses af affaldscontainere på vejen, mens angriberne kaster løs med æg og vandballoner - og springer op på siden af lastbilen og hælder madolie udover studenterne.

- Jeg har fået et chok

Brian Brandt har kørt studenterkørsel i 20 år og har aldrig oplevet noget lignende. Det var som at sidde i Beirut, siger han til avisen.

- Jeg har fået et chok af at se den her gruppe unge menneskers reaktion. Alle angriberne havde anden etnisk herkomst, og de var fuldstændig ligeglade med, hvad jeg sagde til dem. På et tidspunkt var jeg bange for, at de ville smadre lastbilen, siger Brian Brandt til Ekstra Bladet.

Han overvejer om han skal anmelde episoden til politiet, som har modtaget flere anmeldelser om episoden, men, ifølge avisen, endnu ikke har anholdt nogen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.