Charlotte tvunget i praktik: Kan holde til 28 minutter om ugen
Selvom gigt-ramte Charlotte Poffler kun kan arbejde effektivt i to gange 14 minutter om ugen, tvinger kommunen hende i virksomhedspraktik.
Presset fra kommunen overgår næsten de fysiske smerter, fortæller gigt-ramte Charlotte, der stadig ikke må få en førtidspension, selvom hendes arbejdsevne er nede på 14 minutter på en arbejdsdag. 
Presset fra kommunen overgår næsten de fysiske smerter, fortæller gigt-ramte Charlotte, der stadig ikke må få en førtidspension, selvom hendes arbejdsevne er nede på 14 minutter på en arbejdsdag.  Foto: Privat


- Det er så ydmygende og pinligt, fortæller 49-årige Charlotte Poffler, der på grund af stærke gigt-smerter i ryggen kun er i  stand til at arbejde 14 minutter to gange om ugen. 

Alligevel sender Assens Kommune hende i praktikforløb i et fritidscenter to gange 30 minutter om ugen, hvor hun blandt andet arkiverer regninger og laver dymo-strimler.

Hun arbejder effektivt i cirka 14 minutter på en arbejdsdag. For stærke smerter i ryggen ved mindste bevægelse betyder, at hun må holde hyppige pauser. Men kommunen vil ikke sende hende på førtidspension. 

- Hvis jeg var i stand til at arbejde, gjorde jeg selvfølgelig det. Men det her gør mig kun mere syg, siger Charlotte Poffler. 

Kommune: Loven siger, vil skal

Avisen.dk har tidligere skrevet om Charlotte Poffler, der sidste år fik stor politisk opmærksomhed, da kommunen forlangte, at hun skulle i såkaldt senge-praktik. Her skulle hun medbringe en seng til at hvile sig i under arbejdsprøvningen. Men efter stor medieopmærksomhed slap Charlotte Poffler for at skulle tage sengen med på arbejde. 

Men hun er ikke sluppet for arbejdsprøvningen, selvom hendes daglige arbejdsevne nu er nede på 14 minutter om dagen, hvor den sidste år var på 18 minutter. 

Til DR fortæller formand for Assens Kommunes Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalg, Dan Gørtz (V), at kommunen fastholder arbejdsprøvningen for selv de mest syge borgere: 

- Det siger loven, vi skal. Den politiske vedtagelse i Danmark er, at vi skal have den mindste ressource ud af enhver borger, siger Dan Gørtz til DR. 

Stress-symptomer og forhøjet blodtryk

Charlotte Poffler har ikke meget tilovers for kommunens behandling af hende og andre syge borgere. Hun mener, at det offentlige mangler tiltro til borgerne. 

- Jeg har i flere år tigget og bedt om en førtidspension. For det bliver ikke bedre og jeg er alvorligt bekymret for mit eget helbred. Men kommunen tror åbenbart ikke på mig, siger Charlotte Poffler. Udover de fysiske smerter har hun de seneste tre måneder fået konstateret forhøjet blodtryk og stress-symptomer. 

Hun fortæller, at hun ikke er i stand til at skrælle kartofler derhjemme på grund af smerter og at hun for længst har vinket farvel til sociale begivenheder som at gå til koncerter med vennerne. Alligevel oplever hun, at presset fra kommunen næsten er værre end de fysiske belastninger, fortæller hun. 

Giver chefen mere arbejde

Charlotte Poffler synes, det er ydmygende, at hendes manglende arbejdsevner skal udstilles i den 13-ugers arbejdsprøvning. Og hun kan ikke se, hvem der skulle få noget ud af hendes praktikforløb: 

- Jeg er jo mere til belastning end jeg er til gavn. Min chef har mere arbejde at lave, end jeg kan give igen. Det giver absolut ingen mening og det er ydmygelse af førstegrad. 

Charlotte Poffler fortæller, at hendes chef stiller alt parat til hende, når hun skal arbejde. Og taber hun noget på gulvet, bliver det samlet op for hende for at skåne hende for smerter. 

Efter flere års tovtrækkeri med kommunen betaler Charlotte Poffler nu for at en privat sagsbehandler varetager al kommunikation med kommunen. Hun ved ikke, hvad der skal ske med hende, når hun er færdig med praktikken.

 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.