Charlotte skal i sengepraktik: Håber tv-program viser, hvor sygt det er
Når DR2 tirsdag aften viser programmet ”Syge danskere i Sengepraktik” vil det forhåbentligt åbne danskernes øjne for, hvor ”langt ude” kommunernes arbejdsprøvninger er, lyder det fra gigtramte Charlotte Poffler, der selv er på vej i praktik med en seng.
- De må jo finde ud af, om jeg skal i praktik med min seng. Jeg har i hvert fald ikke fået mindre ondt, siger Charlotte Poffler.
- De må jo finde ud af, om jeg skal i praktik med min seng. Jeg har i hvert fald ikke fået mindre ondt, siger Charlotte Poffler. Foto: Privat


48-årige Charlotte Poffler har svært gigt i ryggen, og hun kan ifølge seneste arbejdsprøvning kun arbejde 18 minutter om ugen. Alligevel er hun blevet bedt om at tage i praktik med en seng at hvile sig i, så kommunen kan finde ud af, hvor meget hun egentlig kan arbejde.

Charlotte Pofflers sag er ikke enestående. Derfor undersøger et nyt tv-program, der bliver sendt tirsdag aften på DR2, om de syge borgere, der bliver sendt i arbejdsprøvning i helt ned til én time om ugen, i virkeligheden bare bliver mere syge af det.

Charlotte Poffler nærer håb om, at udsendelsen for alvor åbner danskernes øjne for konsekvenserne af de nye regler, der skal sende færre danskere på førtidspension.

- Jeg håber, det viser, hvor sygt det her (sengepraktik, red.) er. Det er virkelig langt ude. For to gange en halv time med 30 procents arbejdsevne (18 minutter, red.) om ugen giver ikke livskvalitet til mig. Det er det, jeg mangler – og ikke at blive fastholdt i jobcentrets krav, siger Charlotte Poffler.

Kæmper for sin sag

Hun fik i løbet af sommeren besked på, at kommunen ville finde en virksomhed, der ville have hende – og en seng – i praktik. Siden har Charlotte Poffler kæmpet imod. Hun har skrevet til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), ordførere på Christiansborg og medier for at råbe op om sin sag.

Ministeren vil ikke gå ind i hendes sag, har han svaret i et brev, og ledelsen i det lokale jobcenter behandler lige nu Charlotte Pofflers klage i sagen. De overvejer at sende hende i praktik på et kontor på en efterskole.

- De må jo finde ud af, om jeg skal i praktik med min seng. Jeg har i hvert fald ikke fået mindre ondt, siger Charlotte Poffler.

Mere opmærksomhed

Hun glæder sig dog ved, at det ser ud som om, at flere og flere medier og politikere går ind i sagen.

- Jeg har haft Karsten Hønge (arbejdsmarkedsordfører for SF) på besøg, TV2 Fyn har lavet indslag og i dag var der åbent samråd om sagen. Flere og flere bakker op, siger hun.

Charlotte Poffler har talt med folkene bag ”Syge danskere i Sengepraktik” i forbindelse med produktionen, og hun kender flere af de mennesker, der fortæller om deres sengepraktik i programmet.

- Jeg kender dem fra Facebook, hvor vi taler sammen. Vi er nødt til at støtte hinanden, for ingen mennesker kan holde til det her, siger Charlotte Poffler.

Programmet ”Syge danskere i Sengepraktik” bliver sendt tirsdag aften klokken 22 på DR2.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.