Charlott blev overfaldet af beboer: 'Jeg fik så mange slag og blev trængt op i en krog'
Efter en voldsom voldsepisode kvittede Charlott jobbet som socialpædagog i Aalborg. "Jeg vidste, at det ville ende galt", siger hun i dag.
Charlott Sams er stoppet med at arbejde som socialpædagog, fordi forholdene var for barske.
Charlott Sams er stoppet med at arbejde som socialpædagog, fordi forholdene var for barske. Privatfoto.


Limfjordstunnelen. Den har en symbolsk betydning for socialpædagogen Charlott Sams.

Hver gang hun kørte igennem den, blev hun ramt af ubehag. Hendes krop gik i alarmredskab. Efter tunnellen nærmede hun sig nemlig sit arbejde på botilbuddet Attruphøj udenfor Aalborg.

- Når jeg kørte igennem tunnelen kunne jeg ikke længere slappe af. Jeg pustede mig op for at være højere som en bjørn. Så kunne de ikke røre mig, siger den 51-årige Charlotte Sams til Avisen.dk.

Det var beboere med senerhvervede hjerneskader, hun til tider var bange for.  

- Du var virkelig utryg som personale. Det var som om, du hele tiden havde øjne i nakken, fortæller hun.

Slag, spyt og seksuelle krænkelser var almindeligt, forklarer Charlott Sams. Hun nåede at arbejde på stedet i over ti år indtil hun var udsat for et særligt groft overfald.

På mange andre arbejdspladser oplever medarbejderne lignende forhold.

Avisen.dk har for nyligt dokumenteret, hvordan vold er hverdagskost på landets socialpsykiatriske botilbud.

Men billedet, som Charlott Sams tegner af Attruphøj, genkender Jens Martin Sletting Hansen, dog ikke. Han er fagcenterchef for erhvervet hjerneskade og fysisk handicap i Aalborg Kommune. 

Overfaldet og spærret inde på toilet

Ofte havde Charlott Sams aftensvagter, da hun samtidig læste teologi på Aarhus Universitet.

En kold aften i januar 2013 skulle hun bade en kvindelig beboer.

Men under badet, bliver beboeren pludselig vred.  

- Der fik jeg simpelthen så mange slag og blev trængt op i en krog, siger hun.

Charlott Sams kunne ikke komme ud, da beboeren stod foran badeværelsets skydedør. Hun forsøgte at tilkalde kollegaer ved at råbe op. Men til at starte med hørte ingen hende.

Overfaldet og andre episoder med psykisk og fysisk vold er gået udover hendes selvforståelse.

- Hvis du bliver kaldt en satan, mens du hjælper et andet menneske, mister du selvtilliden. Så tænker man efterhånden, at man nok er en satan. Ens faglighed bliver mere og mere nedbrudt, fortæller hun.

Og overfaldet på toilettet har bidt sig fast.

- Jeg kan stadig mærke, at det ligger et eller andet sted i kroppen. Men jeg kan have svært ved at sætte ord på det. Tit bliver ordene alt for simple i forhold til de følelser, jeg har haft, siger Charlott Sams.

Flere overfaldes

Den kvindelige beboer nåede at ramme Charlott Sams med flere slag i ansigtet, før en kollega hørte hendes råb om hjælp og kom hende til undsætning.

Charlott Sams deler skæbne med mange andre. Knap to ud af fem socialpædagoger har oplevet at blive udsat for fysisk vold på deres arbejdsplads de seneste 12 måneder.

Det viser en repræsentativ undersøgelse fra sidste år, der er foretaget blandt 1.222 medlemmer af Socialpædagogernes Landsforbund (SL).

Manglende flugtveje 

Attruphøj ligger lige op til en skov. De hvide bygninger er nye, lave og moderne. Men set fra personalets synsvinkel er indretningen langt fra optimal, mener Charlott Sams.

- Da det er borgernes eget hjem, er der i den grad sparet på kvadratmetrene til os ansatte. Vi havde det mest smalle kontor, du nogensinde har set og ingen personalestue, siger hun.

Socialpædagogernes formand Benny Andersen kender til andre eksempler, hvor personalet ikke bliver tildelt personalerum. Men der er nødt til at være en zone, hvor kollegaerne kan spare kollegialt eller vende ubehagelige oplevelser, mener han:

- Hvis det ikke er fysisk muligt, fordi arbejdet foregår i borgernes hjem, må kommunerne selvfølgelig sørge for at facilitere lokaler til personalet på anden vis.

Boligerne på Attruphøj er fordelt over tre huse. I det hus, hvor Charlott Sams var ansat, skulle beboerne kun være udadreagerende i særlige tilfælde. Men de særlige tilfælde forekom dagligt, fortæller hun.

- Fordi beboerne ikke var visiteret ordentligt, var boligerne ikke indrettet, så der var nødudgange. Der var ingen flugtveje for os, siger hun.

Manden, hvis hustru bliver slået

Under aftensmåltiderne i fællessalen kunne der godt ryge både tallerkener og kaffekander gennem luften, husker Charlott Sams.

Og det var ikke unormalt, at Charlott Sams kom hjem med blå og lilla mærker. Engang skubbede en sengeliggende beboer sin lift ind i tindingen på hende, så det efterlod et tydeligt blåt mærke.

Mærkerne var ubehagelige, når man dagen efter skulle spise morgenmad med sine børn og mand, fortæller hun.

- Det skaber en afmagt i familien, når manden har en hustru, der bliver slået på arbejdet. Det går udover din familie, siger hun.

Anmeldte ikke overfald 

Sjofle bemærkninger og decideret seksuelt krænkende bemærkninger var også noget af det, der gik Charlott Sams på. Men til personalemøderne var der ingen hjælp at hente, følte hun.

- Man fik altid at vide, at hvis man ikke kunne lide lugten i bageriet, måtte man søge et andet sted hen. Ledelsen yndlingsord var "pyt", forklarer hun.

Charlott Sams mindes ikke, at registreringerne over voldelige episoder blev taget til efterretning. Det var hendes oplevelse, at skemaerne endte i mapper, der samlede støv på det smalle kontor.

Overfaldet på Charlott Sams blev aldrig politianmeldt, for det var ikke normalt, at hændelser blev politianmeldt, forklarer hun.

Chef forstår ikke kritikken

Jens Martin Sletting Hansen, der er kommunal chef for den klynge, som Attruphøj hører ind under, er uenig i, at skadesager ikke anmeldes.

- Der er ingen slinger i valsen. Alle arbejdsskader bliver registreret og anmeldt. Vi forholder os til de ting, der opstår for ikke at gentage de samme fejl, siger han.

Han afviser, at der forekommer fysisk vold på daglig basis i afsnit C, hvor Charlott Sams arbejdede. Derfor er der heller ikke brug for særlige flugtveje i de boliger, forklarer han.

Han mener heller ikke, at de ansatte udsættes for seksuelle krænkelser, da en anonym måling blandt personalet viste det modsatte.

Endeligt har han svært ved at forstå billedet af, at ledelsen bagatelliserer problemer.

- Jeg kan ikke tage hendes oplevelse fra hende, hvis hun har følt sig affærdiget. Men jeg ved, det ikke er den måde, man driver personalepolitik på Attruphøj, fastslår han.

Derimod kan han bedre forstå kritikken af de fysiske rammer.

- Servicearealerne er ikke særligt store, og der kunne være bedre forhold for personalet, men det står ikke til at ændre på. Og medarbejderne har både garderobe, et kontorlokale og adgang til en computer, understreger han.

Slut med at være utryg

Selvom Charlott Sams i lang tid var klar over, at hun ikke kunne holde til arbejdet på Attruphøj, var det først efter overfaldet i januar 2013, hun sagde fra.

- Jeg vidste, det ville ende galt. Som pædagog vidste jeg godt, hvordan tingene burde være, men man bliver magtesløs, fordi man er så krænket, siger hun.

Da hendes kollega fik hende væk fra den voldelige beboer, der havde slået hende på toilettet, kom hun ind på kontoret, hvor hun fik en kop kaffe. Pludselig rejste hun sig.

Bægeret var flydt over.

- Nu ville jeg hjem, for nu var det slut med at arbejde som socialpædagog, siger hun.

I vintermørket kørte hun hjem. Hun passerede tunnellen og tog en beslutning. Det var sidste gang, hun ville køre igennem den og være utryg. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.