Charlie Hebdo-terrorist begravet i hemmelighed
En af brødrene bag angrebet mod Charlie Hebdo er blevet begravet i dybeste hemmelighed.
Said Kouachi blev begravet fredag i byen Reims i det østlige Frankrig. (AP Photo/Prefecture de Police de Paris)
Said Kouachi blev begravet fredag i byen Reims i det østlige Frankrig. (AP Photo/Prefecture de Police de Paris) Foto: Uncredited/AP


Said Kouachi, en af de to brødre der skød og dræbte 12 mennesker ved satireavisen Charlie Hebdos redaktion i Paris, er blevet begravet.

Begravelsen fandt sted fredag i byens Reims under et stort politiopbud og kun med en lille håndfuld familiemedlemmer til stede, skriver flere franske medier lørdag.

Said Kouachi boede i Reims i det østlige Frankrig i omkring to år.

Kilder med kendskab til sagen siger til nyhedsbureauet AFP, at hans grav er anonym, og at det ikke vil blive offentliggjort, hvilken kirkegård han ligger på.

Said Kouachis kone valgte at blive væk fra begravelsen, fordi det på den måde kunne holdes hemmeligt, siger hendes advokat Antoine Flasaquier.

- Nu er hun lettet over, at hendes mand er blevet begravet med diskretion og værdighed, siger advokaten.

Fredag sagde Reims' borgmester, Arnaud Robinet, til New York Times, at hvis han blev bedt om at begrave en af gerningsmændene bag angrebet, ville han nægte kategorisk.

- Jeg ønsker ikke, at en grav i Reims skal blive et sted, hvor fanatikere beder, sagde borgmesteren.

Men lørdag siger han, at loven tvang ham til at acceptere, at begravelsen fandt sted i hans by.

Den anden af brødrene bag angrebet, Chérif Kouachi, bliver begravet i sin hjemby, Genneviliers, der ligger uden for Paris.

Byens borgmester, Patrice Leclerc, siger til Le Parisien, at han ikke havde noget valg.

- Som alle andre borgmestre vil jeg helst undgå at begrave en terrorist i min kommune, men jeg må følge loven, siger Leclerc, der afviser at fortælle, hvor og hvornår begravelsen finder sted.

Embedsmænd i byen siger, at de ønsker at undgå enhver form for polemik og vil begrave Chérif Kouachi i en anonym grav.

Der er endnu ingen oplysninger om begravelsen af Amédy Coulibaly, som dræbte en kvindelig politibetjent og fire gidsler i et jødisk supermarked, inden han selv blev dræbt af politiet den 9. januar.

Samme skæbne overgik de to Kouachi-brødre.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.