Charlie Hebdo-stab: Forsiden er i vores ånd
I en video på den franske avis Liberations hjemmeside taler Charlie Hebdos ansatte ud om næste udgivelse.
Satiremagasinet Charlie Hebdo udkommer i morgen med en forside, som er blevet kaldt både provokerende og "en olivengren".
Satiremagasinet Charlie Hebdo udkommer i morgen med en forside, som er blevet kaldt både provokerende og "en olivengren". Foto: Markus Schreiber/AP


Onsdag udkommer den første udgivelse af satiremagasinet Charlie Hebdo, siden redaktionens lokaler i sidste uge blev angrebet, og 10 ansatte på magasinet blev dræbt.

I en video på den franske avis Liberations hjemmeside kalder magasinets stab udgaven for "fredfuld", "sjov" og lige i magasinets ånd.

Forsiden er tegnet af tegneren Luz (Renald Luzier red.), der i onsdags sov over sig og derfor ikke var på redaktionen, da angrebet på kollegerne blev sat ind.

- Den har været lige så svær at "skide", som det har været at sluge vores venners død. Den er sjov. Det, tror jeg, er essentielt, siger Luz i videoen.

Et af de indtryk den nye udgivelser har efterladt hos redaktionen er lettelse.

- Forsiden fik os til at bryde ud i latter, og jeg håber, at den får køberne til at flække af grin også, siger chefredaktøren Gerard Biard.

Andre af magasinets ansatte taler om en følelse af forsoning i magasinets udtryk. En af avisens skribenter Sigolene Vinson er glad for, at magasinet har rejst sig fra angrebet med den nye udgivelse.

- Den er smuk, næsten fredfuld og blid. Den opsummerer det, der er sket.

Også en af journalisterne, Laurent Léger, taler om en blid udgave, der balancerer det respektløse og tilgivende.

- Den er næsvis overfor religion. Den er blid, fordi den taler om tilgivelse, som selvfølgelig har ringe chancer. Den er respektløs, fordi profeten bærer skiltet "Jeg er Charlie". Den er i Charlie Hebdos ånd, siger han.

På et pressemøde tirsdag blev forside-tegneren Luz bedt om at forholde sig til de forventede reaktioner.

- Det er ikke den forside, som verden ønskede, ikke den, som terroristerne ønskede, men det er vores forside, siger han.

- Jeg tegnede Mohammed, som græd. Og så skrev jeg "Alt er tilgivet". Og så græd jeg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.