Champions League-helt sikrer Juventus-sejr over Inter
Alvaro Morata scorede sejrsmålet, da reservespækkede Juventus slog Inter på udebane i Serie A-klassiker.
Juventus' Alvaro Morata - her mod Real Madrid - scorede sejrsmålet mod Inter.
Juventus' Alvaro Morata - her mod Real Madrid - scorede sejrsmålet mod Inter. Foto: Massimo Pinca/AP


Juventus er tilsyneladende ikke til at stoppe for tiden. Lørdag aften vandt det zebrastribede mesterhold det traditionsrige Derby d'Italia over Inter med 2-1 på udebane.

Det var til trods for, at Champions League-finalisten stillede med noget, der mindede om et andethold tre dage efter semifinalen mod Real Madrid i Champions League og fire dage inden pokalfinalen mod Napoli.

Netop målhelten fra semifinalerne mod Real Madrid, spanieren Alvaro Morata, blev matchvinder på et sent sejrsmål.

Inter fik ellers en glimrende start og kom på 1-0 efter ni minutter. Marcelo Brozović fyrede af fra distancen, og skuddet ramte Mauro Icardi, hvorefter bolden ændrede retning og strøg i mål.

Men Juventus kom også til chancer, og udligningen faldt kort før pausen. Inters Nemanja Vidic begik straffespark, som Claudio Marchisio omsatte til scoring.

I anden halvleg pressede Inter mest for scoring uden for alvor at blive farlig. I stedet slog Juventus til otte minutter før tid.

Efter et længere angreb havnede bolden hos Alvaro Morata, der afsluttede lige uden for straffesparksfeltet.

Det lignede en nem redning for Inter-målmand Samir Handanovic, der alligevel lod bolden slippe i mål. Et klart drop.

Kort efter var Inter tæt på udligning, men en fremragende dobbeltredning af Marco Storari sikrede udeholdet sejren.

I lørdagens sene kamp vandt Lazio 1-0 ude over Sampdoria.

Lazio ligger nummer to med 66 point med to kampe tilbage, mens ærkerivalen Roma har 64 point med tre kampe tilbage.

Andenpladsen er vigtig i Italien, fordi den giver direkte adgang til Champions League-gruppespillet i næste sæson.

Nummer tre skal spille med i kvalifikationen om at komme med i det økonomisk givtige gruppespil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.