Centerleder: Asylansøgere er kede af chikanehistorier
Få ødelægger det for mange, siger leder af asylcenter efter snak med beboere om utrygge borgere i Thisted.


Flere unge kvinder har følt sig generet af asylansøgere, når de har besøgt barer og diskoteker i Thisted.

Derfor havde byens lokalpoliti onsdag indkaldt beboerne i den midlertidige teltlejr i Thisted til et obligatorisk informationsmøde for at fortælle om danske normer i nattelivet.

Og beboerne i nødasylcenteret, som hovedsageligt bebos af enlige mænd, "reagerede med stor alvor", fortæller leder af teltlejren, Anders Brolev.

- Selv siger de, at det kun er et fåtal, der ikke kan finde ud af at overholde regler, normer og etikette. De er kede af, at der er få, der ødelægger det for mange. Og de er kede af, at Thisteds borgere skal få et forkert indtryk, siger han til Ritzau.

Anders Brolev er ikke blevet kontaktet af hverken familier eller kvinder, som har været udsat for chikane. Men han fortæller, at der er en gruppe af de unge mænd, som ofte besøger Thisteds diskoteker.

Teltlejrens alkoholregler siger, at beboere ikke må indtage alkohol på centerets område. Men man kan ikke forhindre, at asylansøgere indtager alkohol, når de befinder sig uden for asylcentrets område.

Alligevel vil personalet have større fokus på, at der ikke er nogle beboere, der drikker sig for berusede.

- Vores beboere drikker jo øl, ligesom alle andre danskere. Men vi vil selvfølgelig snakke med vores beboere. Samtidig vil vi have øget fokus på at spotte dem, der er ekstra berusede, siger Anders Brolev.

Ved mødet indskærpede politiet også, at Thisteds borgere bliver utrygge, hvis beboerne går på gaden i for store grupper.

- De blev gjort opmærksomme på, at de er en synlig gruppe, og at de skal have fokus på, hvordan indbyggerne i Thisted ser dem, siger afdelingslederen.

Midt- og Vestjyllands Politi har besluttet at skærpe patruljeringen omkring værtshusmiljøet. Politiinspektør Claus Nørgaard oplyser til Ritzau, at man dog kun har "fået ganske få anmeldelser" fra personer, som har følt sig krænket i nattelivet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.