Celtic-spiller får syv kampes karantæne for racisme
Aleksandar Tonev vil appellere kendelsen, der sender ham i skammekrogen i syv kampe.
Aleksandar Tonev, der her ses for Bulgarien mod Danmark og Daniel Agger, er blevet idømt syv spilledages karantæne for racisme.
Aleksandar Tonev, der her ses for Bulgarien mod Danmark og Daniel Agger, er blevet idømt syv spilledages karantæne for racisme. Foto: LARS JUST/POLFOTO


Det skotske fodboldforbund (SFA) har slået hårdt ned i en sag om racisme.

Forbundets disciplinærkomité idømte torsdag den bulgarske landsholdsspiller Aleksandar Tonev fra Celtic syv spilledages karantæne for racistiske ytringer.

Udtalelserne faldt ifølge forbundets hjemmeside den 13. september i hjemmekampen mod Aberdeen i den skotske Premier League.

Udtalelserne var ifølge skotske medier rettet mod Aberdeen-spilleren Shay Logan.

24-årige Aleksandar Tonev, der er lejet i engelske Aston Villa, har afvist anklagerne.

En talsmand for Celtic siger følgende til klubbens hjemmeside:

- Dette er en uheldig sag. Men klubben har accepteret Aleksandars forklaring om, at han ikke sagde de ord, som han er beskyldt for at have sagt, og at han ikke er racist.

- Vi er derfor skuffede over udfaldet i dag, og vi kan bekræfte, at Aleksandar vil appellere kendelsen, siger talsmanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.