Det øjeblik, som i år gjorde størst indtryk på Cecilie Frøkjær, var et billede. Et fotografi, der blev taget, da Danmark for alvor mærkede flygtningestrømmene, der er kommet til Europa i år. Da en gruppe flygtninge i september begyndte deres vanding på en dansk motorvej.
Fotoet er nærmest blevet ikonisk. Det viser den flinke, jyske politibetjent, der satte sig ned på asfalten og legede med en lille flygtningepige.
Det billede betyder noget helt særligt for Cecilie Frøkjær:
- Det gjorde bare noget. For hele flygtningesituationen er så forfærdelig, og midt i det hele var der bare en person, som skabte en kontakt fra et menneske til et andet. Det er jo det, der er allermest brug for i sådanne situationer, siger hun til tv2.dk.
Når den populære vært taler om øjeblikket, der gjorde størst indtryk, skyldes det, at TV 2 senere i år sender tv-showet ”De Største Øjeblikke”, hvor stationen ser tilbage på begivenhederne i 2015 og de øjeblikke, som har præget danskerne i årets løb.
Billede gik verden rundt - og det forstår man jo godt. Foto: Claus Fisker/Scanpix