Catalonsk leder vil have verdens hjælp i uafhængighedskamp
- Vi fortjener at stemme ved en lovlig og bindende afstemning, siger regeringschef efter symbolsk sejr.
Artur Mas (billedet), der er regeringsleder i Catalonien, opfordrer politiske ledere verden over til at støtte regionens ønske om selvstændighed.
Artur Mas (billedet), der er regeringsleder i Catalonien, opfordrer politiske ledere verden over til at støtte regionens ønske om selvstændighed. Foto: Manu Fernandez/AP


Regeringschefen i den spanske region Catalonien, Artur Mas, opfordrer politiske ledere rundt om i verden til at hjælpe ham med at overtale den spanske regering i Madrid til at lade catalonierne gennemføre en bindende folkeafstemning om regionens tilhørsforhold til Spanien.

Det siger Artur Mas, efter at flere end to millioner indbyggere i Catalonien søndag gik til stemmeurnerne ved en symbolsk folkeafstemning om selvstændighed. Foreløbige tal viser et stort flertal for uafhængighed.

- Vi beder verden hjælpe os med at overbevise spanske institutioner om, at Catalonien fortjener at stemme i en folkeafstemning om sin fremtid, lyder det fra regeringschefen.

- Vi fortjener at stemme ved en lovlig og bindende afstemning, og det vil vi forsøge at komme til, fortsætter Artur Mas.

Fire ud af fem ser ud til at have stemt for selvstændighed til Catalonien. Valgdeltagelsen har dog vist sig at være lav, hvilket kan tyde på, at modstanderne af løsrivelse helt har fravalgt at stemme.

Den spanske regering er stor modstander af afstemningen, og en forfatningsdomstol havde på forhånd kendt den ulovlig. Alligevel blev valghandlingen gennemført i ro og mag.

De catalonske partier, der er for selvstændighed, erkender, at søndagens afstemning ikke har nogen direkte lovmæssige konsekvenser. Men de håber, at folkelig opbakning til løsrivelse i sidste ende vil kunne føre til mere politisk autonomi og en fremtidig bindende folkeafstemning om uafhængighedsspørgsmålet.

Finanskrisen og dens efterveer har fået ønsket om løsrivelse til at blomstre i Catalonien, der står for en femtedel af Spaniens økonomi, har sin egen kultur med flag og eget sprog, og som sammenlignet med den økonomiske situation i resten af landet klarer sig glimrende.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.