Catalanske seperatister har løsrivelsesplan
Ny plan vil praktisk talt gøre et kommende regionalt valg til en form for folkeafstemning om løsrivelse.
Separatister i Catalonien er blevet enige om en køreplan, der skal sikre regionen uafhængighed fra Spanien.
(AP Photo/Manu Fernandez)
Separatister i Catalonien er blevet enige om en køreplan, der skal sikre regionen uafhængighed fra Spanien. (AP Photo/Manu Fernandez) Foto: Manu Fernandez/AP


Separatister i Catalonien er blevet enige om en køreplan, der skal sikre regionen uafhængighed fra Spanien.

Aftalen blev underskrevet mandag af Artur Mas, lederen af partiet Demokratisk Konvergens i Catalonien (CDC), og af andre partier, som støtter løsrivelse.

Hvis separatisterne vinder valget i regionen 27. september, er det planen, at de vil begynde at udarbejde en ny grundlov og omkring 18 måneder senere erklære Catalonien for en uafhængig del af Spanien.

Ud over CDC er der yderligere fire partier, som har skrevet under på aftalen - deriblandt republikanerne i det venstreorienterede parti ERC. Flere mindre partier, der også støtter uafhængighed, har ikke underskrevet aftalen.

Planen vil praktisk talt gøre det kommende regionale valg til en form for folkeafstemning.

Den regionale regering forsøgte at holde en folkeafstemning om uafhængighed i november sidste år, men dette blev blokeret af den spanske forfatningsdomstol.

En provisorisk afstemning blev holdt den 9. november.

Den spanske regering i Madrid har mange gange betonet, at den ikke vil tillade, at Catalonien river sig løs af Spanien.

To millioner cataloniere valgte at stemme i november ved den symbolske afstemning om Cataloniens selvstændighed. 80 procent stemte ja.

Modsat Skotland er Catalonien ikke anerkendt som en selvstændig nation, og catalonierne er ikke et selvstændigt folk. Den spanske forfatning siger, at Spanien er ét land og ét folk.

Kravet om uafhængighed i Catalonien er vokset i løbet af de seneste års økonomiske krise i Spanien.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.