Casper og Frank: Derfor er vi venner
I Klovn Forever kæmper Frank for venskabet med Casper, men i virkeligheden har de to komikere fundet opskriften på at holde hinanden ud.
Casper Christensen og Frank Hvam kender efterhånden hinanden ret godt.
Casper Christensen og Frank Hvam kender efterhånden hinanden ret godt. Foto: Fotograf Per Arnesen/free


De har hængt sammen som ærtehalm i Klovn-universet, siden det første afsnit af den populære tv-serie løb over skærmen i 2005, og i virkelighedens verden er Casper Christensen og Frank Hvam også ret tætte.

Men det venskab der bliver portrætteret i Klovn, og som kommer på en gevaldig prøve i filmen Klovn Forever, der har premiere den 24. september, adskiller sig markant fra det forhold, komikerne egentlig har til hinanden.

- Det, vi har, er et arbejdsvenskab, selvom vi selvfølgelig også er blevet gode venner undervejs. Det er en kæmpe glæde til comedy og til at skrive sammen, der er med til at holde os sammen, fortæller Frank Hvam, der bliver bakket op af sin makker:

- Vi fortæller jo ret ærligt om os selv til hinanden, når vi sidder og skriver sammen, og på den måde er det meget terapeutisk og venskabeligt, men vi skal så bare højst sandsynligt bruge det til noget i arbejdssammenhænge bagefter, siger Casper Christensen.

- Vi sidder og taler om vores eget liv, og man lærer hinanden utroligt godt at kende, og det er også derfor, at vi sjældent ses privat, for hvad er der mere? Hvis vi har siddet og talt sammen i otte timer, skulle vi så sige "nå, nu stopper vi", og så gå ud og spise en middag? Hvad skulle vi så tale om der?, spørger han retorisk.

Når komikerne ikke arbejder sammen, er det heller ikke altid særlig meget, de får set til hinanden.

- Vi prøver at gøre vores arbejdsliv så hyggeligt og sjovt som muligt mens, vi er i det, men i de perioder, hvor vi ikke er på arbejde, der holder vi os til nogle telefonopringninger og sms'er og måske en middag nogle gange, fortæller Frank Hvam.

At komikerne kalder deres venskab for et "arbejdsvenskab", betyder også, at de er mere frit stillede i forhold til hinanden.

- Jeg skal ikke pleje venskabet med Frank, sådan fungerer vores venskab ikke. Vi sætter nogle måneder af til at arbejde sammen, og så kører det bare. Der er ikke nogen skyldfølelse involveret i vores venskab, fortæller Casper Christensen.

På samme måde oplever komikerne også meget sjældent, at de ryger i totterne på hinanden.

- Vi er meget sjældent uvenner, men vi er ret tit uenige. Og vi kan godt synes, at den anden tager nogle lorte-beslutninger. Men vi ved efterhånden også hvilke knapper, vi skal trykke på for at gøre hinanden glade, så hvis vi ryger skævt af hinanden, så varer det sjældent særlig længe.

- Vi har lært at have det lange lys på. Man ved jo af erfaring, at alt bliver godt igen, siger Frank Hvam.

Komikerne begyndte at arbejde sammen, da Casper Christensen i 1999 inviterede Frank Hvam til at være en del af kult-sketchshowet "Casper og Mandrilaftalen". Senere lavede de "Langt fra Las Vegas" sammen, før ideen til Klovn manifesterede sig.

Da den gjorde det, lavede komikerne en aftale.

Fra vi lavede Klovn, har vi økonomisk valgt at dele alt 50/50. det betyder, at vi aldrig taler om penge. Og det er ellers sådan noget, der kan ødelægge venskaber, siger Casper Christensen.

Samtidig er det også en fordel for venskabet, at de har formået at ramme plet med de ting, de har lavet sammen.

- Vi har fået lavet nogle virkelig gode ting sammen, og det kan man ikke gøre alle og enhver. Vi har jo lavet nogle succesfulde ting, og det har bundet os sammen. Hvis vi havde lavet tre fiaskoer i streg, så er det ikke sikkert, det havde været sådan her, erkender Frank Hvam.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.