Casper Christensen: Fedt at være nem
Den nygifte, danske komiker Casper Christensen glæder sig over sex-ros fra instruktøren på den kommende Klovn-film.
Ifølge instruktør Mikkel Nørgaard er Frank Hvam og Casper Christensen næsten lidt for ivrige efter at smide tøjet foran kameraet. Her ses komikerparret til premiere på Mikkel Nørgaards nye film "Fasandræberne".
Ifølge instruktør Mikkel Nørgaard er Frank Hvam og Casper Christensen næsten lidt for ivrige efter at smide tøjet foran kameraet. Her ses komikerparret til premiere på Mikkel Nørgaards nye film "Fasandræberne". Foto: FLINDT MOGENS/Polfoto


At skulle smide tøjet foran rullende kameraer og et helt filmhold - for slet ikke at tale om alle dem, der kommer til at se filmen efterfølgende - er temmelig grænseoverskridende for de fleste.

For Casper Christensen og hans kollega Frank Hvam er det imidlertid ingen sag at indspille sexscenerne til den nye Klovn-film, som netop er under optagelse. Det fortæller instruktøren Mikkel Nørgaard til online magasinet Close-up.

Udtalelsen har begejstret Casper Christensen i en sådan grad, at han har lagt et udsnit af artiklen op på sin egen Facebook-profil.

- Det er altid rart, når folk finder én let at arbejde sammen med, skriver komikeren på Facebook, hvor han har indsat en lille bid af interviewet med Mikkel Nørgaard.

Den største udfordring for Nørgaard som instruktør, har imidlertid altid været de mere intime nøgenscener. Men her har både Casper Christensen og Frank Hvam været usædvanligt samarbejdsvillige, fortæller han til magasinet.

- Med Casper og Frank har det altid været nemt, fordi de er så pisse-ligeglade. Nogle gange måtte jeg sige: "Tag nu lige bukserne på, drenge. Vi kan godt lave denne her scene, uden at I er nøgne", lyder det blandt andet i det uddrag, som Casper Christensen har postet på sin profil.

Den 40-årige instruktør oplever lige nu stor succes med filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens romaner "Kvinden i buret" samt den biografaktuelle "Fasandræberne".

Derudover har han blandt andet instrueret den første Klovn-film "Klovn The Movie" samt serien "Klovn".

Filmen "Klovn 2" forventes af få premiere i efteråret 2015.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.