Det danske kendispar Isabel og Casper Christensen er blevet forældre til en lille dreng.
Det afslører de stolte forældre på Instagram, hvor Casper Christensen har delt et billede af et flag, der kom til verden natten til fredag.
- Yes! I nat kom han, skriver Casper Christensen.
Det er parrets første fælles barn, og den danske komiker afslørede første gang de lykkelige omstændigheder i juli sidste år.
Siden har det været sparsomt med oplysninger om graviditeten, men Isabel Christensen har flere gange vist sin struttende babybule frem på de sociale medier.
De nybagte forældre løftede allerede inden fødslen sløret for, at de har besluttet, hvad barnet skal hedde, men dengang var de ikke klar til at offentliggøre navnet.
Casper Christensen, der er kendt for tv-succeser som "Klovn" og "Langt fra Las Vegas", har allerede børnene Cajsa og Marvin fra sit tidligere ægteskab.
For Isabel Christensen er titlen som mor omvendt spritny, og hun har tidligere fortalt til Ritzau Fokus, at hun er glad for, at hendes mand ved, hvad det vil sige at have børn.
- Det er helt sikkert betryggende, at han har prøvet det før. Han er meget rolig, sagde hun dengang.
Den 48-årige entertainer fortalte samtidig, at denne graviditet er anderledes end tidligere.
- Det er noget andet på en rigtig god måde. Denne gang husker jeg at sætte pris på de små ting, såsom skanningen, fortalte han til Ritzau Fokus i august.
"Klovn"-stjernen og Isabel Christensen, der er datter af tv-værten Jarl Friis-Mikkelsen og modellen Jacqueline Friis-Mikkelsen, blev gift i Vor Frue Kirke i København i september 2014.
/ritzau/FOKUS