CAS-udsættelse sender definitivt Sharapova ud af OL
Dopingdømte Maria Sharapovas appelsag bliver først behandlet til september efter OL, oplyser CAS.
Maria Sharapova har indrømmet, at hun benyttede hjertemedicinen Meldonium. Alligevel har hun appelleret en karantæne på to år til CAS. (Arkivfoto).
Maria Sharapova har indrømmet, at hun benyttede hjertemedicinen Meldonium. Alligevel har hun appelleret en karantæne på to år til CAS. (Arkivfoto). Foto: Charles Sykes/Polfoto


Tennisstjernen Maria Sharapova kommer definitivt ikke med til sommerens OL i Rio de Janeiro.

Det står klart, efter at Den Internationale Sportsdomstol, CAS, mandag har udskudt behandlingen af hendes appelsag til den 19. september. Det er sket efter aftale med russeren.

For en måned siden blev 29-årige Sharapova idømt to års karantæne af Det Internationale Tennisforbund, ITF, for brug af doping. Kort efter valgte russeren at appellere kendelsen til CAS.

Den tidligere verdensetter blev ved grand slam-turneringen Australian Open i januar testet positiv for brug af stoffet meldonium.

Hjertemedicinen meldonium kom på listen over dopingpræparater ved årsskiftet, hvilket medførte et stort antal positive dopingkontroller.

Hurtigt viste det sig, at langt over 100 sportsfolk, primært fra Østeuropa, benyttede sig af meldonium, der sender større mængder ilt ud i musklerne.

På en pressekonference har Sharapova indrømmet, at hun taget stoffet i flere år.

OL afholdes i Rio fra 5. til 21. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.