CAS: Barcelona må ikke købe spillere i 2015
FC Barcelona må ikke købe spillere i fodboldens næste to transfervinduer. CAS opretholder tidligere dom.
FC Barcelona nåede at købe Luis Suarez i Liverpool, mens CAS behandlede deres appel. Den er nu afvist. (AP Photo/Manu Fernandez)
FC Barcelona nåede at købe Luis Suarez i Liverpool, mens CAS behandlede deres appel. Den er nu afvist. (AP Photo/Manu Fernandez) Foto: Manu Fernandez/AP


FC Barcelona må ikke købe fodboldspillere i de næste to transfervinduer.

Det fastslår den internationale sportsdomstol CAS tirsdag.

CAS skriver, at domstolen har afvist FC Barcelonas appel af den dom, som Fifa nåede frem til i april.

- Fifa-dommen bliver fastholdt, og sanktionerne er fortsat i kraft, siger CAS i en pressemeddelelse.

- Panelet har helt specifikt vurderet, at FC Barcelona har brudt reglerne om at beskytte mindreårige fodboldspillere og reglerne om, hvornår spillere kan indskrives på fodboldakademier, lyder begrundelsen, som ifølge CAS vil blive uddybet yderligere senere.

Beslutningen betyder, at FC Barcelona ikke må købe spillere i det transfervindue, som åbner 1. januar, og klubben må heller ikke købe spillere i den kommende sommers transfervindue forud for næste sæson.

Klubben skal desuden betale en bøde på knapt 2,8 millioner kroner.

Mens appelsagen har kørt, har FC Barcelona benyttet lejligheden til at købe Luis Suarez i Liverpool.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har den spanske fodboldklub brugt i omegnen af 1,1 milliarder kroner mens appelsagen har kørt.

Dernæst rykkede klubben for en afgørelse inden det transfervindue, som åbner på torsdag.

FC Barcelona er nummer to, et point efter Real Madrid i den bedste spanske fodboldrække. Real Madrid har dog fordel af at have spillet én kamp færre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.